Ytringsfrihedens dilemmaer

Forfatteren og ateisten Ibn Warraq plejer ikke at vakle, når det gælder forsvaret for det, som han opfatter som civilisationernes fyrtårn: Den vestlige verdens sekulære lov og orden-samfund med en fremtrædende plads til de liberale frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden.

Ibn Warraq, som blev verdenskendt for den islamkritiske bog ”Derfor er jeg ikke muslim” i 1995, har gæstet Danmark for at modtage Trykkefrihedsselskabets Trykkefrihedspris, som gives til »meningsdannere, der uforfærdet og utrætteligt har forsvaret ytringsfriheden.«

Da den 62-årige indiske intellektuelle forfatter også er en arg modstander af det, han betegner som islams grundlæggende totalitære væsen, lader han sig fange i det dilemma, som alle demokratiske vestlige stater står overfor i øjeblikket. Han blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt den ekstremistiske, islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir bør forbydes i Danmark.

»Vi skal træde ind på scenen og forsvare vort demokrati, når det bliver truet. For mig er der intet paradoks i det i forhold til vores demokratiopfattelse. Vi skal ikke tolerere de intolerante,« svarer Ibn Warraq med klar stemme.

Håndfast indgriben
Vil det ikke styrke organisationen, hvis den forbydes, da den netop promoverer en opposition til det demokratiske samfund - og ved et forbud vil den også miste ansvaret for det, den gør og siger. I dag skal dens talsmand i det mindste stå til regnskab i offentligheden for budskaberne på dens møder, som pressen kan overvære, og for de taler, som den kan holde på åben gade?

»Nej, sådan tror jeg faktisk ikke, det fungerer. En håndfast indgriben fra myndighedernes side vil kunne begrænse aktiviteterne, og til slut vil det betyde organisationens endeligt. Jeg mener, at vi skal stå fast i forsvaret for vore demokratiske værdier.

Opfordrer grupper til vold og anti-demokratiske aktiviteter, skal de forbydes. Klart. Det er ikke selvmodsigende overhovedet.«

Holder lang pause
Men ytringsfriheden er jo netop en af grundværdierne i et demokrati. En sådan organisation vil argumentere, at når vi bruger ytringsfriheden til at trykke Muhammed-tegningerne, må de også have ret til at argumentere frit for en islamisk stat ifølge Koranen og sharia?

»Det er svært. Jeg kender en organisation, som forsvarer de liberale frihedsrettigheder i USA, og som faktisk forsvarede nogle nazisters ret til at marchere gennem en jødisk bydel i Illinois ud fra principperne om ytringsfrihed. Jeg kommer faktisk i tvivl nu.«

Ibn Warraq holder en lang pause.

»Du har ret. Du har sat mig i en knibe her, det kan jeg godt se. Hmm. Nu bliver jeg nødt til at modsige mig selv,« slutter han og griner lidt.

»Det kan jo give et gevaldigt tilbageslag, hvis jeg siger, at ytringsfriheden ikke er absolut. Så vil de komme efter mig alle sammen.«

Trækker alt tilbage
Ibn Warraq mumler lidt påtaget for sig selv, mens han smiler af situationen og griner lidt mere.

»Forsvar altid ytringsfriheden. Når du er i tvivl, forsvar ytringsfriheden. Ja, jeg trækker alt tilbage, som jeg lige har sagt her. Jeg vil til enhver tid forsvare ytringsfriheden, også selvom den bliver anvendt til at true demokratiet,« siger han og retter sig lidt op i stolen.

Fordømmer lov
Efter denne rundtur i et af demokratiets dilemmaer, bevæger vi os videre til et andet. Hvordan skal staten agere, når det gælder bekæmpelsen af terrorisme og radikalisering blandt muslimer, som er et højaktuelt, men også sprængfarligt politisk emne i hele den vestlige verden?

Ibn Warraq fordømmer straks den franske lovgivning, som forbyder folk at benægte Holocaust og det armenske folkedrab.

»Det er en katastrofe, når en stat vil lovgive om, hvad der er historie eller ej. Skal man så også have lovgivning til at bestemme, hvorvidt Muhammed, Jesus eller Abraham eksisterede? Det er latterligt, og i disse tilfælde skal staten ikke blande sig.«

Sagen vendt på hovedet
Til gengæld mener han, at der ikke er nogen etiske eller moralske dilemmaer i forhold til demokratiet, når det gælder Vestens nye terrorlove, som vi her i Danmark senest har set anvendt i praksis i forbindelse med tre herboende muslimske mænds planer om at myrde Morgenavisen Jyllands-Postens bladtegner Kurt Westergaard.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har med den nye lovgivning i hånden kunnet mørklægge sagen fuldstændigt, og to mænd med tunesisk statsborgerskab kan blive udvist, uden at de selv får kendskab til beviserne imod dem.

I offentligheden er hele sagen vendt 180 grader, og i stedet for tegneren, som har måttet leve under politibeskyttelse i flere måneder, og som skulle myrdes, er det nu de to tunesere, der betragtes som ofre af flere muslimske organisationer, danske politikere og menneskerettighedseksperter.

Senest udråbte en jordansk islamistpartileder sig selv som ekspert på sagen ved en demonstration i Amman mod Danmark, hvor han retorisk spurgte, hvordan man kunne dømme mennesker for en forbrydelse, som endnu ikke var udført.

»Ja, det er klogt argumenteret,« siger Ibn Warraq og ryster på hovedet.

Tanken om demokratiet
Men uanset, hvordan disse terrorlove anvendes, og de ofre, der måtte fremstå i offentlighedens lys herefter, mener Ibn Warraq, at vi må slå koldt vand i blodet og stole på vores folkevalgte regering, som i sidste ende har godkendt både lovgivning og i dette tilfælde vurderet PET's beviser mod de to tunesiske mænd.

»Vi er nødt til at stole på vores stat og regering, og at de forsvarer vores demokrati. Man kan jo ikke sætte en udvisningssag som denne til folkeafstemning, og som borger er man nødt til at acceptere, at staten beskytter ens interesser, og at man i den forbindelse ikke altid kan gøre alle beslutninger og beslutningsgrundlag offentligt tilgængelige.

Vi bliver nødt til at tro på de mennesker, som vi har valgt til at forvalte vores interesser. Det er jo netop tanken bag et repræsentativt demokrati,« siger han.

Læren af Holocaust
Han mener også, at talen om overtrædelser af menneskerettigheder i samme anledning skal sammenholdes med den konkrete fare, som borgere i de demokratiske samfund udsættes for i forbindelse med terrorisme.

»Da jeg for nogle år siden bad en overlevende fra Holocaust om at fortælle mig, hvad han retrospektivt havde lært af sine oplevelser, svarede han efter lidt tid: ”Hvis nogen siger, at de vil slå dig ihjel, så skal du tro dem.”

Der skal være mulighed for, at et samfund kan beskytte sig selv, og de nye terrorlove er beregnet som beskyttelse mod voldelige magtovertagelser. Jeg tror også, at en overvejende del af befolkningen i den sammenhæng er villig til at ofre en del af deres egne rettigheder, når de ser det i det store billede, at beskytte vores demokratiske samfund.

Men der er stadig mange naive, også liberalister, som ganske enkelt ikke kan fatte, at ikke alle tænker og vil det samme som dem selv.

Jeg kalder den slags mennesker for patologisk flinke, for ingen rationelle argumenter kan tilsyneladende overbevise dem om, at nogle mennesker vil noget helt andet.«

Afhængig af olien
Hvis radikaliseringen af unge muslimer over hele verden for alvor skal stoppes, så skal USA også tage det, ifølge Warraq, nødvendige opgør med den pengestærke, muslimske stat, Saudi-Arabien.

»Det land har gennem årtier anvendt oliepengene til at sprede antivestligt og antisemitisk materiale, og de lærer børn og unge disse modbydelige holdninger. Det er afskyeligt, og begge Bush-regeringer har afvist at tage ansvar for dette.«

Ibn Warraq ryster igen på hovedet over amerikanernes typiske argument om, at adgangen til den bedste olie nødvendiggør et tæt forhold til det saudiske kongehus.

»Jamen, jeg forstår det altså ikke. Selv hvis islamister afsætter kongefamilien, så har de da stadig brug for at sælge den forbandede olie, ligesom Iran har været nødt til. Måske vil prisen stige lidt, men det vil jo efter tid rette sig ind efter markedsprisen.

Oven i købet accepterer amerikanerne ydmygelser i den henseende. George Bush senior måtte et år fejre jul i Saudi-Arabien, men han var henvist til at fejre det på et skib i Det Røde Hav, da han ikke måtte fejre en kristen højtid i landet. Og han accepterede denne ydmygelse.

Både regimerne i Saudi-Arabien og i Iran skal afskaffes, før vi vil se en reel reform af islam.«

pernille.ammitzboell@jp.dk