Lise de la Salle (Musikhuset i Århus)

MUSIKHUSET AARHUS

LISE DE LA SALLE, pianist

Århus Musikforening

søndag

Også mandag i København Mogens Dahls Koncertsal.

Uden på programbladet stod søndag den 18. februar, men vi var kommet endnu længere ind i maj. Dengang forhindrede askeskyen den unge franske pianist Lise de la Salle i at nå frem til sine koncerter i Århus og København. Det var derfor symbolsk, at pinsesolen lyste, da hun nu indhentede dem.

Pinsen med familiedage og havedage dog ikke et ideelt tidspunkt for koncerter, og en god del af musikforeningens faste publikum, som normalt fylder musikhusets lille sal helt, nåede ikke frem.

Man kunne straks se, at det gjaldt en klaveraften. Publikum vil gerne følge pianistens fingre, og venstre side af salen blev hurtigt fyldt, mens der var tomme sæder i den højre.

Det var virkelig synd for de abonnenter, som af den ene eller den anden grund ikke var nået frem.

Alvorlig og engageret

Lise de la Salle er en alvorlig pianist. Hun er meget engageret i sit spil, hendes anslag i tangenterne er skarpt og præcist, og hun har tilmed fransk temperament. Hun er mere alvor end smil.

Programmet lagde også op til det med de to Beethoven-sonater, nr. 26 "Les adieux" og den ovenud populære nr. 14, som nok kan takke sit tilnavn "Måneskinssonaten" for sin popularitet, og efter pausen Schumanns storstilede symfoniske etuder med deres tanketunge variationer.

Ekstranummeret var af en anden 200-års fødselar, Chopin. Alt spillet af en kun 22-årig pige i dyb koncentration, som gjaldt musikken meget mere en blot en koncert. Det er i sig selv tankevækkende.

Med indlagte variationer

Mest bemærkelsesværdigt var, at Lise de la Salle spillede den store og sjældent hørte version af Schumanns 12 etuder i opus 13 med alle de senere indlagte variationer. Det kræver et utroligt overblik og en uhyre koncentration at få dette sammensatte kæmpeværk til at fungere som en helhed. Det lykedes på imponerende vis. Det tror pokker, at Lise de la Salle her var mere alvor end smil.

De to Beethoven-sonater er mere frigjorte. Udviklingen i de tre satser i "Farvel"-sonaten ligger ikke blot i tempoet, men også i karakteren fra afskeden over fraværet til gensynet. Det blev trukket frem. Også de mange kontraster stod stærkt og levende i Lise de la Salles tolkning. Hun vil noget med sit spil, og det er af en så selvstændig karakter, at jeg er sikker på, at hun henter andre spændende ting frem i musikken næste gang.