Anmeldelse: Danielle de Niese (DR Koncerthuset Studie 1)

DR Koncerthuset Studie 1

DANIELLE DE NIESE, sopran

DR UnderholdningsOrkestret

Jakub Hrusa, dirigent

Mandag aften

Koncerten genudsendes den 1. februar kl. 19 på P2 og den 2. februar kl. 16 på DR Klassisk

Reklamespottene har kørt på P2 i månedsvis, og i det trykte koncertprogram fik man syn for sagen: Danielle de Niese – den 31-årige australskfødte diva med de srilankanske rødder – har en stemme af sølv og ligner tilmed en formue på fotos.

Mandagens koncert i DR Koncerthuset var tredje og sidste stop på verdenssopranens lille Skandinaviens-turné. Hun tog afsæt i barokken.

I Händels ”Let the Bright Seraphim” fra operaen Samson duellerede divaen lystigt og smilende med solotrompetisten, som trådte frem til hende forrest på scenen.

På podiet holdt den unge, tjekkiskfødte dirigent Jakub Hrusa DR UnderholdningsOrkestret i stram snor og gav sangerinden rigelig luft og plads.

Stemmemæssige begrænsninger

Men selv en stjerne på Danielle de Niese-niveau har stemmemæssige begrænsninger: I Händels inderlige ”Lascia ch’io pianga” fra Rinaldo lød hendes tyktflydende klang vulgær – nærmest vrængende.

Vejrtrækningen var påfaldende hivende, og jeg savnede slankheden, som man hører den hos sangspecialister inden for barokken.

Mozart-arien ”Al Desio, di chi t’adora” fra Figaros Bryllup fremhævede stemmens store spændvidde i de hurtige spring. Med koket indlevelse og en overdreven mimik understregede de Niese hvert ord i arien. Også i Händels hurtige ”Scoglio D’immota fronte” fra operaen Scipione fløj hun smidigt rundt.

Mozart på rygraden

Mens supersangeren tog sine velfortjente pauser, diverterede DR UnderholdningsOrkestrets 50 veloplagte musikere med Mozarts ouverturer til ”Bortførelsen fra Seraillet” og ”Tryllefløjten”. Jakub Hrusa kniksede med knæene i de heftige passager og fik skinnende farver frem hos musikerne. Orkestret har mærkbart Mozart dybt inde på rygraden efter mange års seriøst arbejde med komponistens musik som sit kernerepertoire.

Overdrevent kropssprog

Anden koncertdel bød på Mozarts sorgfyldte arie ”Bella mia fiamma? Resta, o cara”. Danielle de Niese nærmest vred lidelsen ud af hver fortættet frase. Igen blev det lidt for meget.

Franske Léo Delibes’ ”Les Filles de Caix” svævede elegant fra sangerindens mund. Her gik sopranens klang og overdrevne kropssprog perfekt i spænd med klik af kastagnetrytmer i det fyrige orkesterakkompagnement.

Også Donizettis ”Quel guardo il cavaliere? So anch’io la virtu magica” fra Don Pasquale spandt sangeren sig ubesværet igennem.

Der var brillant piccolofløjtespil i Rossinis ouverture til ”Den tyvagtige Skade” og mørk inderlighed fra solocello og –bratsch i Puccinis Intermezzo fra ”Manon Lescaut”.

En rigtig diva

Som en rigtig diva lod de Niese rundhåndet ekstranumrene regne ned over det piftende publikum. Først Franz Lehárs ”Meine Lippen sie küssen so heiss” fra operetten Giuditta, så “I could have danced all Night” fra Frederick Loewe-musicalen “My fair Lady”. Og endelig en udholdt Cleopratra-arie fra Händels “Julius Cæsar”.

Alt i det to timer lange program sang hun udenad med en imponerende styrke og brillans i stemmen. Og med smuttende øjne og en kropslig udstråling, der nåede forbi de bagerste balkoner. Problemet er bare, at det hele lyder lidt ens, og at perlesmilet, hun udsender efter hver eneste arie, stivner og bliver stereotypt.

Danielle de Niese – du synger og ser ud som en uovertruffen stjerne, men du gør klogt i at variere din klang og dit udtryk.