Anmeldelse: Sjællands Symfoniorkester, Konservatoriets koncertsal

Konservatoriets koncertsal, fredag:

SJÆLLANDS SYMFONIORKESTER,

dirigent Roland Kluttig, tenorsolist Marcus Ullmann.

Af Københavns tre symfoniorkestre er det for tiden altovervejende Sjællands Symfoniorkester, der vover sig ud i den dristigste programlægning. Senest denne fredags nu ganske velbesøgte koncert, som alene bestod af den nulevende tyske komponist Hans Zenders arrangement for kammerorkester af Franz Schuberts sangkreds ”Winterreise” fra 1827.

Hans Zender (f. 1936) skulle selv have dirigeret, men havde meldt afbud og blev erstattet af sin glimrende landsmand Roland Kluttig. At messingblæserne stedvis lød endnu mere ude i vildmarken end sangenes omkringstrejfende hovedperson kan han dårligt lastes for.

Plus en halv time

Tenoren Marcus Ullmann var også med et stort, sikkert styret register og fine linjeføringer ovenpå i den i enhver henseende største, dybeste og mest uhyggelige af alle højromantiske sangkredse. Ham ville man godt høre i Schuberts originaludgave for sangstemme og klaver.

I hvert fald hellere end i Zenders ganske vist ferme og idérige, men også fatalt overbroderede genkomponering af de 24 sange, der i kraft af udpenslede, nyskrevne for- og mellemspil udvidede Schuberts spilletid på 70 minutter med op mod en halv time brutto. Også fordi den ganske tætte, ret Gustav Mahler-agtige orkestrering i hvert fald i denne koncertsals akustik meget ofte overdøvede sangstemme og tekst.

Røgsignaler og fodnoter

Hovedproblemet var dog, at Zenders genkomponering af sangene til forveksling mindede om den type sølle, halvintellektuelle operaopsætninger, der hverken har tillid til originalværkets udtrykskraft eller publikums fantasi. Derfor skal en klassiker for enhver pris iscenesættes med hvad der i mental henseende svarer til både staveplade, undertekster, røgsignaler, fodnoter og døvetegn, også hvad angår ellers ganske indlysende pointer.

Så knapt en melodilinje kunne blive afleveret uden at den hos Zender blev splittet ad, tilføjet pauser, fik tekstlinjer afleveret som tale med håndmikrofon, og på alle måder sat i anførselstegn, hittepåsomt overorkestreret og garneret med stadig trafik af musikere rundt på scenen og ud i salen. Dog uden at det føjede noget substantielt til hvad der allerede ligger klart i sangstemmen og den formidabelt nuancerede klaversats fra Schuberts hånd, blot her langt mere omstændeligt og mindre fokuseret.

Mage til pseudomoderne, selvsmagende tidsspilde er det længe siden jeg har oplevet, tre vindmaskiner og trækharmonika eller ej. Heldigvis går Sjællænderne planken ud igen næste fredag, og denne gang med russeren Alfred Schnittkes ”Faust-kantate” hvor der kan forventes ganske anderledes kunstnerisk vand i bassinet.