Anmeldelse: Lawrence Brownlee og Tivolis Symfoniorkester (Tivolis Koncertsal)

Tivolis Koncertsal

LAWRENCE BROWNLEE, TENOR

Tivolis Symfoniorkester

Giancarlo Andretta, dirigent

Torsdag aften

Koncerten genudsendes på DR P2 søndag den 26. juni kl. 19.30.

”Bravoooo!”

Taktfaste tramp i trægulvet blander sig med høje, begejstrede jubelråb fra salen. Publikum elsker den afro-amerikanske tenor, Lawrence Brownlee, allerede fra det øjeblik, han har sunget sin første forelskede serenade fra Rossinis ”Barberen i Sevilla”. Akkompagneret af en sprød sologuitar står han badet i lys oppe i Tivolis Koncertsals kongeloge og lader ordene flyde frit.

Øjeblikket efter marcherer han ind fra højre side af scenen. Med glatbarberet isse, kridhvidt tandpastasmil og en blodrød charmeklud i brystlommen.

Overskudsagtig

Med sin verdensberømte smørbløde og smidige stemme synger Brownlee sig overskudsagtigt rundt i rasende fart i hele tenorregistret. Han dribler de høje toner direkte i mål. Timingen er perfekt. Intonationen ultrapræcis. Og hver eneste arie flyder fra ham i en naturlig, ubesværet strøm.

Aftenen står udelukkende i de italienske bel canto-komponister fra 1800-tallets tegn: Før pausen får vi arier fra Rossinis ”Italienerinden i Algier”, ”Barberen i Sevilla” og ”Askepot”.

Mellem de korte arier, som Brownlee serverer så sprudlende som spændstige champagnebobler, spiller orkestret farverige ouverturer, galopper og marcher af Rossini, Bellini og Donizetti. Bækkenslagene brager.

Fart over soloer

Der er fart over piccolofløjtens lysende soloer. Lidt knas hos især klarinetten og uro blandt messingblæserne laver små ridser i den ellers så blankpolerede overflade. Jeg har hørt Tivolis Symfoniorkesters høje strygere spille tættere og renere end i aftenens sarte akkompagnementer. En violin tyvstarter; andre slæber sig lidt for sent i gang.

På podiet gør den italienske dirigent, Giancarlo Andretta, alt for at formidle letheden, elegancen og den boblende glæde i musikken. Med kokette trin bevæger han sig i livlig dans og på listefødder hen over podiet. Han har hele tiden ét øje på orkestret og ét på solisten, der gensidigt følger dirigenten.

Første klimaks

Den 39-årige tenor når sit første klimaks i en arie fra Rossinis ”Askepot”. Han holder den høje sluttone uendeligt længe og lader, som om det ingen kræfter koster. Glansnummeret brillerer han også med på hjemmesiden YouTube. Tusindvis af fans har set ham synge her.

Andre følger ham live på operascenerne verden over – fra La Scala i Milano til Metropolitan i New York.

Lyrisk anden del

Koncertens anden del bliver mere lyrisk: Arierne flyder i Bellinis ”Søvngængersken” og ”Puritanerne”, og Brownlee lever sig overlegent ind i rollerne som forførende førsteelsker. Under den velkendte arie ”Una furtiva lacrima” fra Donizettis ”Elskovsdrikken” kaster han kærlige blikke ud i salen, mens han fraserer sangbart og klart. Man forstår hvert eneste ord.

Den berygtede slutarie ”Ah! Mes amis” fra Donizettis ”Regimentets Datter” rummer hele ni høje C’er og er normalt én, alle tenorer undgår. Brownlee rammer i centrum af samtlige C’er. Salen koger som i et italiensk operahus, og bravobrølene stiger i styrke.

Masser af bifald

Folk klapper og klapper. Rejser sig op, råber og klapper endnu mere.

Den mørke tenor kvitterer med to ekstranumre. Han har den fyldte sal i sine hule hænder, og vi kan glæde os til næste sommer: Lawrence Brownlee er nemlig allerede geninviteret til Tivoli.