Trist musikalisering af ”Frøken Julie” på Malmøoperaen. Oven i købet er den iscenesat som som klichéfyldt koloniforestilling.
Malmö Opera: JULIE af Philippe Boesmans.
Libretto: Luc Bondy og Marie-Louise Bischofsberger efter August Strindbergs skuespil.
Musikalsk ledelse: Andreas Lönnqvist.
Til 7. februar
Fem kvarter kan godt være lang tid. Selv når de handler om sex, vold og klassekamp.
For det gør August Strindbergs enakter ”Frøken Julie” fra 1889, om den frustrerede adelsdames fatale betagelse af tjeneren Jean. Det er én af verdenslitteraturens definitive skildringer af hvad englænderne kalder sexual politics, hvor en pæn piges manglende fantasi gør underlivet til slagmark for længsler og magtkampe, der i virkeligheden handler om alt muligt andet.
Det er det for så vidt også stadig i denne belgiske operaudgave fra 2005, der nu har nået Malmøoperaen. Men den klichéfyldt nyromantiske, i sammenhængen nærmest forbløffende lidenskabsløse musik af Philippe Boemans (f. 1936) får al forlæggets indebrændte raseri til at blive helt væk i rutinepræget klanglig konditorkunst og uprofilerede melodilinjer.
Så anstrengt en iscenesættelse som denne har imidlertid ingen opera fortjent. Den skyldes et samarbejde mellem Norrlandsoperaen i Umeå og Cape Town Opera i Sydafrika, og i dén anledning er handlingen henlagt til et afrikansk land i 1930’erne, inklusive et citat af Karen Blixen på fortæppet.
Hermed tillægges klassekampen også en racemæssig dimension, med den hvide frøken Julie overfor de to sorte tjenestefolk Jean og hans forlovede Kristin. Det bliver operaen hverken mere eller mindre intens af, navnlig fordi koloniperspektivet overhovedet ikke er til stede i teksten; derimod virker det lettere pudsigt, når den nu sorte tjener blandt andet fortsat synger om at ville åbne et hotel i Schweiz.
Forestillingen falder dog også igennem, fordi Susanne Levonen er så ukarismatisk i titelrollen. Der er ingen storhed eller adelig arrogance at falde fra, kun overgearet ungpiget forvirring så det knap virker sandsynligt, at Jean overhovedet skulle gide lægge krop til hendes forestillinger.
De tre sangere – udover Levonen er det Njabula Mthimkhulu som Jean og Nokrismesi Skota som Kristin – synger pænt uden at det er mindeværdigt. Det ville nu også være svært i dén musik.
Til gengæld stikker koloniperspektivet muligvis dybere end den sydafrikanske instruktør Michael Wild selv har gjort sig klart. For hvem er egentlig mest imperialistisk, frøken Julie eller instruktøren, når to sorte operasangere i dén grad klistres på og typecastes som undertrykte indfødte i et stykke ellers ærkeeuropæisk musikteater?



