Rasmus Lyberth gav sin - måske - sidste koncert ved Tønder Festival. Foto: Jens Th.
Tønder Festival
Tønderhal 1: Rasmus Lyberth
Fredag aften
For en uge siden fyldte den grønlandske sanger og sangskriver Rasmus Lyberth 60 år, og festen fortsatte på årets Tønder Festival, fordi han havde taget nogen af gæsterne med.
I en såkaldt ekstraafdeling kom et mexicansk orkester på scenen. Noget af en cocktail med grønlandske tekster og sang tilsat mexicanske rytmer.
Siden dukkede en sanger fra Mongoliet også op. Sang kan man ikke tale om, men han kunne bruge sin stemme som et ekstra instrument.
Jo, Rasmus Lyberth har venner verden rundt, hvor han også har turneret.
Problemet ved koncerten var bare, at hans egen afdeling med den dygtige guitarist Michael Hansen blev så kort.
Varmen i Tønderhal 1 var nærmest ulidelig, så aftørring af sved fyldte også meget. Desuden glemte Lyberth flere gange at sætte strøm til sin guitar, som han stort set skiftede efter hvert nummer.
Når der skulle være plads til ekstraafdelingen – som var mere eksotisk end spændende - blev det, som alle havde set frem til, nemlig sprællemanden Lyberth for fuld udblæsning en fuser.
Lige da man syntes, at han var ved at spille sig varm, kom mexicanerne og manden fra Mongoliet på banen.
Og så var det slut.
Oplevelsen var ekstra ærgerlig, fordi Rasmus Lyberth proklamerede, at han ikke kom til at spille i Tønder mere.
Han spiller kun hvert femte år på festivalen, og som 65-årig tror han ikke på, at han kan magte det.
Måske reelt, men det kunne vel også ses som en lille provokation over for festivalledelsen. Det kan kun fremtiden vise.
Rasmus Lyberth
Sanger, sangskriver og skuespiller.
En af de mest kendte formidlere af grønlandsk kultur.
Han har turneret over næsten hele verden med sine grønlandske sange.
Aktuel med cd’en ”Hey hey”
www.myspace.com/rasmuslyberth
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



