Niels Hausgaard på Tønder Festival. Foto: Carsten Andreasen
Tønderhal 1:
Niels Hausgaard
Fredag aften
Tidligere har stand-uppens Godfather, Niels Hausgaard, suppleret sig med sangerinden Signe Svendsen, men uden rigtigt at bruge hende.
Hun sad for det meste på udskiftningsbænken og blev kun hentet ind i rampelyset for at synge kor på hans musikalske numre. De blev puttet ind som pauser mellem hans ironiske fortællinger om stort og småt i Danmark.
I Tønder havde han denne gang suppleret sig med saxofonisten Anne Dueholm, og som tilskuer glædede man sig til en ny dimension.
Hausgaard havde indledt usædvanlig oplagt – man skal tænke på, at det er uden for sæsonen. Hausgaards turné-periode er årets fire-fem første måneder, og normalt i Tønder fægter han sig lidt frem.
Hvad kunne en saxofon ikke gøre ved hans musik, tænkte man, og i Tønder, siger Hausgaard, vil han gerne prøve noget nyt.
Men ak. Dueholms bidrag var så lavmælt, at man næsten ikke kunne høre det. Om det var teknikkens skyld, ved jeg ikke, men spild af talent var det i hvert fald.
Tænk, hvis hun havde fået lige så meget volumen som Hausgaards guitar, havde tilskuere fået en unik oplevelse. Så kunne Hausgaard bagefter have evalueret, om det var noget, han ville bygge videre på.
I Tønder fik han intet ud af det.
Signe Svendsen dukkede op på Hausgaards to ekstranumre – hun sang den ene og var korsanger på den anden. Hun er for øvrigt snart klar med et soloalbum.
Tilbage til Hausgaards egen præstation. Uden tilnærmelsesvis at have set alle hans præstationer i Tønder virkede det som en af de bedre.
Som nævnt var han hurtigt ude af starthullerne bl.a. med denne ”De nærige skal man ikke omgås, de skal omgås hinanden. Så kan de få den, kan de.”
Senere forklarede han, at han slet ikke havde noget som helst imod statsminister Lars Løkke Rasmussen. ”Han er et af de fineste overgangsfænomener, vi har set.”
Ellers var han bl.a. forbi sin bror og hans kone med deres søn i fokus, han gjorde grin med alle de snærende tiltag, som bliver vedtaget ”som led i kampen mod terror”, arbejdsløse håndværkere i halvtredserne og soldater, der kom hjem i en kiste.
Det meste med den politiske kant, som Hausgaard er kendt for.
Godkendt show, som dog endte i lidt for meget genbrug.
Apropos genbrug. Hausgaard gjorde grin med alle de Ikea-møbler, alle vi forbrugere køber, og som vi siden smider ud.
De fattige må handle i genbrugsbutikkerne, og de får møbler, som er håndværkslavede, og som er sat rigtigt sammen.
Herlig pointe.
Men man ærgrer sig stadig over, at den kvindelige saxofonist ikke kom til sin ret.
Niels Hausgaard



