Kim Larsen & Kjukken: Glemmebogen for børn

Kim Larsen & Kjukken:

Glemmebogen for børn

EMI Medley

Udkommer tirsdag

”Kim Larsen synger sangene, som han husker dem,” kan man læse på cd-coveret til Kim Larsens sidste kapitel i hans ”Glemmebog”-trilogi.

Efter hukommelsen mindes jeg også, at Kim Larsen engang i et tv-juleshow bemærkede, at de voksne altid har det med at kritisere julen – og at det er rigtig tarveligt over for børnene.

Med sit tredje udspil under overskriften ”Glemmebogen” bidrager Larsen til at glemslens grå tåge ikke sænker sig over 16 udsøgte børnesange, som det faktisk er tarveligt at snyde ethvert barn for. Ikke alle udgaver scorer højeste karakter i min lydbog. MC Einars flabet kubik-snurrende ”Oles nye autobil” overgår f.eks. Kim Larsens velsvingende udgave af samme, der har mere country-halm - end fart-blæst - i håret.

Lige efter bogen

Men Larsen viser i denne sang også skarpt blik for det universelle griner-element i Rafael Rafaelis tekst – og denne flair for at vælge det rigtige materiale svigter aldrig i ”Glemmebogen for børn”.

”Idas Sommersang” er en fordanskning af Astrid Lindgren-visen, der er kendt fra tv-serien ”Emil fra Lønneberg”, og nummeret er et af albummets store scoop. Det falder helt i ånden med at redde fine børnesange fra at gå i glemmebogen, og Kim & Kjukkens levering er en storcharmerende lytteoplevelse: akustisk raffineret i et underfundigt eskalerende arrangement. Det rummer en så liflig uskyldig sødme, at farmand må knibe en tåre og glemme alt om Emils skarnstreger.

Momentan autopilot

Den musikalske autopilot synes dog noget slået til i hyggelige versioner af ”Kalendervender Tage” i skiffle-snit og ”Pjerrot og månen” i luntende, jazzet trav. Men ”Elefantens vuggevise” drejes ind i et dejligt afslappende groove, og den i forvejen gnistrende humoristiske perle bliver næsten bedre end jungleloven tillader.

Vi er i samme superliga med den knap så kendte ”I det fine hvide sand” (Halfdan Rasmussen tilsat musik af Kim Larsen), der smukt skildrer et øjebliks følelse af samhørighed med altet - registreret fra børnehøjde: ”På hans tommelfingernegl sidder der en lille snegl/På hans hårtop, som er gul, sidder der en sommerfugl/Hvis han hoster eller ler, sidder de der ikke mer’/Derfor sidder Hansemand stille i det fine sand.”

Som sådan bliver børnesangene en genvej til nyfunden livs-forundring og glimt af minimal-magi for voksne. Mens det bare er knaldgode sange for de børn, der hører dem for første gang.