Dodo: Dodo Benny Bossa

DODO:

DODO BENNY BOSSA

DodoPhonic/EMI Music

Er udkommet

Dodo Gad er listet væk fra Dodo & the Dodo's for at råhygge lidt med en kuriøs blanding af venlig bossanova, Benny Andersen-poesi og Svante-viser. Albummet ”Dodo Benny Bossa” plukker ni tekster af Benny Andersen, hvor af en del kunne præsenteres med en fanfare fra selve guldhornene.

Numrene er nemlig fra den danske national-klassiker ”Svantes viser” (1973), der er lige så berømt, som den er misforstået. Sangene svælgede ikke i hyggenygget folkelighed, selv om hittet ”Svantes lykkelige dag” kom til at lyse så klart, at pladens sortsyn med tiden blev ganske blændet og glemt grundet om-lidt-er-kaffen-klar-idyllen i netop den sang.

Benny Andersen har selv beskrevet sin Svante-figur som en »halvskaldet, halvfed, halvsvensker«, og dækket ind af denne fordrukne gnavpotte fik Benny Andersen mulighed for at ransage dysfunktion og dæmoni.

Svantes sorte viser

Det taler derfor til Dodos ære, at hun i forståelse for universet netop ikke inkluderer traveren ”Svantes lykkelige dag” (bemærk entalsformen - staklen havde kun én lykkelig dag!).

Og Dodo og det kompetente hold af musikere skaber en fin kontrast til Svantes surmuleri ved at holde musikken i solbeskinnet, nænsom bossanova/jazz-stil.

Det er smukt, men også lidt ensformigt siesta-slumrende, som albummet skrider frem. Så godt at lyrikken konstant funkler med kras, kildrende sanselighed og humor.

»Hvad hjælper det at leveren skrumper/når ens mave stadig svulmer op,« klager Svante, som nok er en lidt for bitter og krank skæbne til rigtig at gå i spænd med Dodo. Især i ”Da jeg mødte dig”, der skildrer en dranker i sumpet opløsning:

»Min næse var lilla og

porøs/og fluer faldt til jorden når jeg nøs.«

Dodo i drømmeland

Det virker mere naturligt, når Dodo synger om forunderlig barndom, lurende shopping-ruin - eller når hun fortolker den tungt moralske ”Hymne til natten”. En misantropisk miljøklagesang og drømme-fantasi belagt med sort humor - og piano-assistance fra mesteren Andersen selv.

Her er den søde Dodo, vi kender, veget til fordel for blotlagt passion. Men nogen skønsanger er hun ikke. Til gengæld synger Dodo skønt mundret og uforstilt med en likør-sødme, der med svalende beroligelse blødgør Svantes nedturs-suk.

Poesi er nu engang ikke det værste, man har:

»Plæner bliver slået/og digte forstået/for nu er det forår i Danmark.«