Find mere om:
Videnskab og tro | musik.guide.dk

Videnskab og tro

Er kristendom og videnskab uforenelig, eller er kristendommen forudsætningen for videnskaben - to yderpunkter i debatten.

Forholdet mellem tro og viden og i særdeleshed mellem kristendom og videnskab har været genstand for en del indlæg her i avisen i de senere måneder.

De føjer sig til en ærværdig tradition, som begyndte allerede i andet århundrede e. Kr., da den ældste kristne apologet, hvis skrifter har overlevet, Justinos, forsvarede kristendommen over for hedninger og jøder med blandt andet det argument, at kristendommen var virkeliggørelsen af den højeste viden, som Antikken kendte, nemlig den græske filosofi.

200 år senere svarede den sidste hedenske kejser, Julian den Frafaldne, de kristne, at deres tro var en gang usammenhængende vås, som ikke i det mindste kunne måle sig med den græske filosofi.

SIDEN HAR debatten bølget frem og tilbage mellem to yderpunkter. Det ene, at kristendom og videnskab, hvad enten det er videnskab om menneskelige forhold eller om naturen, er uforenelige, og at det ligger i historiens logik, at videnskaben, som er sand, vil fortrænge kristendommen, som er overtro.

Den klassiske talsmand for denne pol var den moderne biologis fader, Charles Darwin, som fortalte, at hans opdagelse af udviklingslæren og den naturlige udvælgelse af overlevelsesdygtige individer og arter havde dræbt hans tro, noget han anså for tragisk, fordi kristendom dels var en trøst, dels styrkede moralske leveregler ved at give dem overnaturlig autoritet.

DET ANDET YDERPUNKT er, at kristendommen ikke bare ikke står i modsætning til videnskab, men er en forudsætning for videnskab.

Den anden pol var ikke stærkt repræsenteret i sidste ombæring af debatten her i avisen, men har gennem tiderne haft slagkraftige repræsentanter. Fra Petrus Abailardus i 1100-tallet over Thomas Aquinas (1225-1274), Johannes Kepler (1571-1630) og Blaise Pascal (1623-1662) til de to sidste paver Johannes Paul II og Benedikt XVI.

Sidst har historikeren Alex Wittendorf i en kronik (12/1) forsvaret en mellemposition, der dog hælder mest til det første yderpunkt, altså at kristendom som religion egentlig er i strid med videnskab.

Wittendorf beretter, at den moderne videnskabs grundlag, den antikke græske naturlære, uddøde i sine oprindelseslande, det gamle Romerrige, men overlevede i arabiske oversættelser af vigtige tekster, altså i islam. Men muslimerne formåede ikke at videreudvikle den græske videnskab, fordi islam ligesom kristendommen nedlagde tankeforbud, som lammede videnskabelige fremskridt.

FRA 1200-TALLET og frem oversattes de arabiske versioner af græske tekster til latin og blev dermed grundlag for videnskabens genopstandelse i Vesteuropa i senmiddelalderen og Renæssancen.

For Wittendorf er det indlysende, at kristendom og videnskab må komme i konflikt, eksempelvis da Galileo Galilei i 1600-tallet forsvarede det heliocentriske system, altså at det er Jorden, der drejer om Solen og dermed ikke er universets centrum som forudsat af det middelalderlige kristne verdensbillede.

Galilei blev fordømt af kirken som kætter, fordi han ikke ville anerkende Bibelens ufejlbarlighed, men satte videnskaben over troen.

WITTENDORFS udlægning er udbredt, men forkert. For det første var videnskabens skæbne i Middelalderen ikke den samme i kristendommen som i islam. Det er ikke sandt, at videnskaben døde i de kristne områder og kun overvintrede i islam. Det er sandt, at visse islamiske lærde i en periode op til ca. 1100 arbejdede originalt med græske medicinske og matematiske tekster og for eksempel udviklede algebraen, som dog allerede var opfundet i Antikken.

Men systematisk videnskabelig logik og tænkning udviklede de aldrig, mens den derimod blev udviklet i Vesteuropa. Den moderne videnskab begynder nemlig ikke i Antikken, men netop i Middelalderens Vesteuropa.

DET SKETE i kraft af to faktorer, en institutionel-juridisk og en åndelig.

Den første var det moderne universitet, som udtrykte en helt ny forestilling, nemlig forestillingen om den udødelige, kollektive og offentlige personlighed, eksempelvis et universitet, som lever efter egne uangribelige regler og beskytter den frie tænkning.

Videnskabshistorikeren Toby Huff har i grundværket om moderne videnskabs oprindelse peget på de store forskelle på vilkårene for fri tænkning i kristendommen og islam og forklaret, hvorfor videnskaben tog fart i Europa i 1200-tallet, samtidig med at den stagnerede i islam.

DEN ÅNDELIGE faktor var kristendommen som tro, der altid har haft mindst to ansigter. Det ene er indadvendt, kontemplativt, asketisk og verdensforagtende. Lige så vigtigt er imidlertid det andet ansigt, som hylder forstanden som Guds gave, som det er menneskets pligt og kald at anvende. ”Lær alt!” forkyndte munkene ved Skt. Viktor-klostret i Paris i 1100-tallet. Det er videnskabens grundlæggende bud, og det var utænkeligt og utåleligt i islam.

Så der var forskel. Heller ikke om Galileo har Wittendorf ret, men det må blive emnet for et andet indlæg.

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...