Tinariwen: Imidiwan/Companions

Tinariwen:

Imidiwan / Companions

cd + dvd

Indipendiente/VME

+IO:I ... sådan staves Tinariwen på deres eget skriftsprog. De er blevet kaldt Saharas Rolling Stones på grund af en vis primitivitet, en vis påvirkning af blues, masser af erfaring og masser af elguitar.

Men betegnelsen er opstået i mangel af bedre, for det er umuligt at finde et retfærdigt sammenligningsgrundlag, såvel i vesten som i verdensmusikken.

Det er en enkel, støvet og sært dragende musik, dybest set en slags popmusik, men af en meget mere alvorstynget karakter end hos f.eks. landsmændene Amadou & Mariam.

Et ujævnt spor

Filosofien bag Tinariwen skal måske findes i en af stemningsbeskrivelserne i cd-hæftet:

»Vi er på hovedvejen mod nord, men det er bare et spor. Tuaregerne foretrækker at køre på sand frem for på asfalt. Asfalten lokker chaufføren til at falde i søvn og til at køre for hurtigt. Det er alt for farligt. På den ujævne vej er du nødt til at holde dig vågen og til at holde øje med huller og sten ...«

Og musikken er herligt ujævn, konfronterende, intuitiv, varieret og træg, men bestemt ikke langtrukken. Alt andet end nogen ørkenvandring.

Stemningsfuld film

De foregående tre Tinariwren-album er indspillet uden de store finesser. Der er heller ikke kommet noget poleret eller forfinet ind på "Imidiwan", men teknikken (og teknikerne) har denne gang langt bedre fat i nuancerne, i detaljerne, i al vitaliteten omkring de lidt trætte sangstemmer.

Den medfølgende 30-minuttersfilm er optaget under indspilningerne, men handler egentlig ikke om tilblivelsen af pladen. Den har sit eget liv - stemningsfuld, poetisk, smukt filmet og ujævn.