Her er 2009's bedste internationale album

I 2008 gjorde Leonard Cohen sig bemærket med en række koncerter i bl.a. Danmark, hvor han optrådte i både København og Århus.

I 2009 havde man egentlig sat næsen op efter et nyt studiealbum. Det kom ikke. I stedet udgav Cohen et forrygende livealbum - på både cd og dvd, der dokumenterede hans comeback som koncertnavn.

Bedre kunne det ikke blive i et år, da U2 og Eminem kom tilbage med meget stærke udspil.

På tilsvarende vis formåede både Barbra Streisand og Pearl Jam med nye udspil at vise stort format, mens Grizzly Bear fra Brooklyn, New York, fik sit helt store gennembrud med "Veckatimest".

Den alsidige sanger, sangskriver og producer Raphael Saadiq kom med årets bedste bud på et soulalbum - og gav to forrygende shows i Danmark, der har så svært ved at tage soulmusikken til sig.

De mest inkarnerede fans af Saadiq vil vide, at "The Way I See It” udkom i 2008 i USA. Men da det først udkom i 2009 herhjemme, kan det ikke undgå at komme blandt de ti bedste plader.

Nedenfor finder man top ti-listen. Kommentarerne til pladerne er taget fra de anmeldelser, som er blevet bragt i årets løb af de pågældende album og kunstnere.

1. Leonard Cohen - ”Live In London” (Marts)

Der er, hvis man skal tro oplysningerne i bookletten, tale om én lang optagelse af den koncert, som holdet gav den 17. juli 2008 i O2 Arena i London. Og fra udgivelsens første nummer, ”Dance Me To The End Of Love”, bliver man fanget ind af de formfuldendte arrangementer, de mange forskellige, men yderst velvalgte ord og ikke mindst Leonard Cohens imponerende optræden.

Hans vokal er mørk, stærk og endnu mere nuanceret, end man har kunnet opleve på tidligere liveoptagelser. Det handler ifølge hovedpersonen selv om, at han har kvittet smøgerne og ikke længere er storforbruger af vin. (Fra anmeldelsen)

2. U2 - ”No Line On The Horizon” (Februar)

I den proces har de fire U2-medlemmer indvilget i at lade Daniel Lanois og Brian Eno være med på flere numre som sangskrivere og musikere, og dette samarbejde kommer straks til udtryk med titelnummeret.

Her sanser man Enos erfaring med og mod til at eksperimentere med synthesizere og lyde i en produktion, der i øvrigt har en fascinerende tyngde og fremdrift, og som udstiller Bono som en sanger, der stadig tør kræve fuld opmærksomhed.

Dette mod kommer mindst lige så kraftigt til udtryk på ”Moment Of Surrender”, hvor man i et arrangement, præget af blandt andet gospel-stemninger, er i selskab med en vokalist, der - på nærmest gammeldags U2-facon - råber sig igennem sin lyrik, uden at det går ud over nummerets veldrejede æstetiske finesser. (Fra anmeldelsen)

3. Eminem - ”Relapse” (Maj)

Syg i hovedet, vil nogen mene. En alt for vred mand, vil andre kunne sige.

Men med ”Relapse” er det på sin plads at slå fast, at Eminem er tilbage som meget mere end en provokation. For den nye plade kan uden tøven placeres ved siden af hans tre udgivelser fra 1999 til 2002, og rent musikalsk ligger den et eller andet sted mellem ”The Slim Shady LP” fra 1999 og mesterværket ”The Marshall Mathers LP” fra 2000. (Fra anmeldelsen)

4. Grizzly Bear - ”Veckatimest” (Maj)

Selv om man godt kunne påstå, at der er noget studentikost og nørdet over det nye udspil fra Brooklyn-gruppen Grizzly Bear, er det mest rigtigt at pointere, at disse musikalske opdagelsesrejsende har skabt deres hidtil mest poppede opus.

Det fusionerer yderst overbevisende kunstnerisk dybde med en iørefaldende rækkevidde til både for- og nutid. (Fra anmeldelsen)

5. Raphael Saadiq - ”The Way I See It” (Februar)

Nu gælder det så udgivelsen af ”The Way I See It”. Det er en gennemført ærlig og kærlig hilsen til 1960’ernes soulmusik.

Indimellem – et par minutter her og der - kan pladen virke en anelse for efterstræbt retrodyrket. I langt størstedelen af minutterne swinger musikken dog, så det er en fryd for dansefødder og nostalgidyr.

I Lille Vega diskede Saadiq op med masser af højdepunkterne fra pladen: ”Sure Hope You Mean It”, ”100 Yard Dash”, ”Keep Marchin’”, ”Love That Girl” og ”Let’s Take A Walk” samt ”Oh Girl”, ”Big Easy” og ”Just One Kiss”.

Sidstnævnte blev i Vega forrygende, supertjekket leveret i selskab med bandets spirrevip af en kvindelig korsanger, der gav hovedpersonen meget mere interessant modspil end hendes mandlige, næsten dobbelt så høje kor-makker. (Fra anmeldelsen af koncerten i Lille Vega)

6. Them Crooked Vultures - ”Them Crooked Vultures” (November)

Bandet består af Dave Grohl fra Foo Fighters, som spiller trommer, Led Zeppelins bassist John Paul Jones, der endvidere spiller keyboard, og Josh Homme fra Queens Of The Stone Age, der synger og spiller guitar.

Treenigheden spiller råt og brutalt og er aldrig bange for at kaste sig ud i gammeldags ambitiøse arrangementer.

De kommer vidt omkring i punkangreb, psykedelisk rock, bluesrock og endnu tungere udtryk, og de formår på grund af et stort overblik og stærkt samarbejde at vende hjem igen med energien og æren i behold, som der føres iørefaldende bevis for med ”Bandoliers”.

Andre tungtvejende argumenter er racerbil-rocksagen ”Reptiles”, den danseappellerende ”Gunman”, sortsyn-sagaen ”Spinning In Daffodils” og ”Scumbag Blues”, hvor macho-Homme tør gå planken ud med falsetsang. (Fra anmeldelsen)

7. Barbra Streisand - ”Love Is The Answer” (September)

Barbra Streisand er hovedperson, megastjerne og en diva, der med sin omfangsrige og unikke stemme gør såvel klassikere som mindre kendte numre til sine.

Men hele vejen fornemmer man Diana Kralls afgørende birolle i arrangementerne, der involverer både jazzband og stort orkester. For eksempel får den smukke eftertænksomme "Love Dance" et fornemt pust af brasiliansk bossa nova ved hjælp af canadierens pianospil, der giver lyd fra sig på lignende facon på den milde "Gentle Rain".

Albummets balancegang mellem erfaring, eventyr og mod understreges indledningsvis med en højtidelig version af "Here's To Life", der handler om at blive ved med at jagte drømme og turde satse. Dét gør Barbra Streisand så sandelig med denne plade. (Fra anmeldelsen)

8. The Dead Weather - ”Horehound” (Juli)

Den dygtige kvartet er ude i et helt unikt ærinde med kompromisløse sange, der er præget af erfaringens tyngde og afspejler rigtige kunstneres mod til at følge de ukendte ruter, som viser sig undervejs.

Derfor får man både en voldsom coverversion af Dylans ”New Pony”, fascinerende rockeksplosioner som ”60 Feet Tall” og ”Hang You From The Heavens”, et forrygende rockabilly-gys i skikkelse af ”Rocking Horse”, et mystisk reggae-agtigt udbrud i form af ”I Cut Like A Buffalo” samt en særpræget psykedelisk flugt på ”3 Birds”.

Med ”Horehound” har The Dead Weather uden tvivl skabt et af årets mest spændende rockalbum, og man må håbe, at de fire tager sig tid til endnu en studietur sammen. (Fra anmeldelsen)

9. Pearl Jam - ”Backspacer” (September)

På ”Backspacer” virker det, som om Pearl Jam begynder forfra, stående ovenpå al den solide erfaring, som gruppen har opnået.

Rytmesektionen Jeff Ament og trommeslager Matt Cameron giver tilsammen arrangementerne robusthed, men der er også mange steder på albummet, hvor man fascineres af Camerons nuancerede slagserier ved trommesættet. Præcis hvilke roller, guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready hver især indtager på hvert enkelt nummer, er svært at gennemskue. Men samlet set formår de at være de ustyrlige elektriske stormtropper, de bundsolide strengelegskammerater og leveringsdygtige i vedkommende akustisk guitarspil på de mere eftertænksomme stunder.

Hovedpersonen er uden tvivl Eddie Vedder. Hans vokale arbejde er herligt usminket i de tre første kontante afregninger, ”Gonna See My Friend”, ”Got Some” og ”The Fixer”, som senere følges op af ”Supersonic”, mens han optræder med tungere pondus på mere traditionelle rocknumre som ”Johnny Guitar” og ”Force Of Nature”. (Fra anmeldelsen)

10. Monsters Of Folk - ”Monsters Of Folk” (September)

Sangerne Jim James, M. Ward og Conor Oberst samt multiinstrumentalisten Mike Mogis hører hver især til i selskabet af amerikanske musikere, der med held kreerer musik, der blander traditioner og nysgerrighed samt mod og talent.

Nu er de i albumformatet gået sammen i en imponerende konstellation, der lægger dejligt overraskende ud med den pop- og soulsmukke ”Dear God”. Med denne forrygende indledning får firebanden slået fast, at den er ude i et iørefaldende ærinde, hvor grænser skal overskrides.

Med de næste numre er det således elektrisk rock, gammeldags rock'n'roll samt triphop-elementer (!!!), der bliver benyttet til at komme ud til lytterne.

Dermed også sagt, at bandnavnet Monsters Of Folk egentlig ikke sælger kvartetten godt nok. Der er meget mere end amerikansk folkemusik og countryrock i disse mandfolk.

Men selvfølgelig kan de også finde ud af den slags, ikke mindst med ”The Right Place”, der vil få fans af Gram Parsons til at se genfærd, mens Johnny Cash står som en inspirationskilde til ”Man Named Truth”. (Fra anmeldelsen)