Find mere om:
Trolde og engle | musik.guide.dk

Trolde og engle

Fantasien trives på flere forskellige måder i fire udvalgte børnebøger.

Annette Herzog og Katrine Clante:

FLYVERE PÅ HIMLEN

32 sider, 199 kr.

Høst & Søn

Er udkommet

[x] [x] [x] [x]

Julie Kyhl:

ANTON OG URET

32 sider, 129 kr.

Politikens forlag

Er udkommet

[x] [x] [x]

Karin Feit Almberg

og Ida Gantriis:

TROLDEN I MØRKET

32 sider, 199 kr.

Høst & Søn

Er udkommet

[x] [x] [x]

Peter Mouritzen:

DE ONDE BYER

32 sider, 218 kr.

Alfa

Er udkommet

[x] [x] [x] [x]

Lidja kommer fra et land med abrikostræer og sommerfugle og en bedsteveninde, der hedder Sanja. Men så kommer flyvemaskinerne, der kaster ”store sten” ned fra himlen, og Sanja ligger under abrikostræets blade og vågner aldrig mere.

Annette Herzogs fine fortælling om flygtningepigen Lidja er barsk kost. Stemmen og synsvinklen er barnets, og der fortælles afdæmpet om længslen efter veninden og det gamle land og ensomheden i det nye. Lidjas savn bliver så konkret, når hun dækker op til Sanjas og sin egen dukke på altanen i det nye land, og Sanjas dukke ikke bryder sig om jordsuppen.

Det er generelt for fortællingen, at den fungerer bedst i det konkrete og børnenære og mindre godt, når der går forfatter og poesi i Lidjas barnestemme. Fortællingen afrundes flot med papirflyvere, der flyver over altanen som invitationer til leg.

Katrine Clantes naive og pigede streg illustrerer fortællingens barske indhold med en fin enkelhed. Allerbedst er tegningen af et par dukker forladt midt i legen, der blev afbrudt af flyverne på himlen.

Jorden er en appelsin


Det er en skægt gammeldags billedbog, Julie Kyhl har skrevet og illustreret. Både i form og indhold.

Drengen Anton går med tophue og pyjamas, bedstefaren med slippers og sixpence, og illustrationerne og farverne i bogen er gennemgående 1950'er-agtige på den lækre måde.

Fortællingens afsæt er ellers aktuelt nok: Antons forældre har frygtelig travlt, moren er fedtforskrækket og løber alt, hvad hun kan, og faren hænger altid i telefonen. Anton selv skynder sig over til sin bedstefar, for her står tiden stille.

Bedstefaren forærer Anton sit gamle ur og lærer ham om tiden, og her bliver bogen både lærerig og en smule filosofisk. Når bedstefaren holder foredrag for Anton om kloden, der er som en appelsin og fuld af »mennesker, der lever på alle mulige måder«, minder det om bøger som Egon Mathiesens børnebogsklassiker ”Fredrik med bilen” fra 1944.

Der er ikke noget galt med bogens oplysende sigte, men oplysningerne skulle gerne pirre læserens nysgerrighed og egen fascination af fænomenet tid. Det stritter fortællingen for meget til. Der er mange bolde i luften, og til sidst også en hundehvalp til Anton og en baby i mors mave.

Trolde spiser syltetøj


Den dér trold under sengen er en klassiker i mange børneværelser og -bøger. I Karin Feit Almberg og Ida Gantriis udgave er det en stor, grøn og lækkersulten en af slagsen, og Mikkel må fodre den med syltetøjsmadder, så dens rumlende mave ikke holder ham vågen om natten.

Forældrene tror selvfølgelig ikke på Mikkel og viser ham, at trolden bare er en stumtjener, en skygge eller mors pels. Men trolden er nu rigtig nok, og til sidst må Mikkel true den til at lade ham sove i fred om natten. Ved udsigten til et liv uden Mikkels syltetøjsmadder, bliver trolden helt medgørlig.

”Trolden i mørket” er en sød og lidt uhyggelig historie for de helt små, men der mangler liv og originalitet for at hæve den over andre trolde under sengen.

Ida Gantriis' tegninger vil ikke give nogen søvnløse nætter. Blomster og træer er skønne, men især trolden mangler lidt bid, der kunne understrege fortællingens søde uhygge.

Klepperter med vinger


Peter Mouritzen er god til det med gys og gru. Men han kan også skrive bibelhistorie, og ”De onde byer” er sjette bind i serien BibelStærk.

Det er fortællingen om Sodoma og Gomorra, »der er ligeså slemme, som de lyder,« der her genfortælles på ægte Mouritzen-vis. Og dét er ikke særlig fromt. Eksempelvis englene er et par »store klepperter med vinger«, »der sagtens kunne fungere som skytsengle også, hvis nogen skulle finde på at skubbe til Gud.«

På vejen mod Sodoma og Gomorra møder Gud og Englebrødrene både Abraham og Sara, Hebrons rose (Gud er nemlig god til komplimenter) og Lot og hans hustru, som forvandles til en saltstøtte.

Hos Mouritzen viser bibelhistorien sig fra sin sprudlende side. Det er herligt, selvom grundfortællingen godt kan fortabe sig lidt i sproglige finurligheder.

Otto Dickmeiss vandt Kulturministeriets Illustratorpris for et tidligere bind i serien (”Daniel og de drabelige løver”). Hans fantastiske tegninger og voldsomme billedsprog passer både til denne fortælling og til Peter Mouritzens fortolkning, men pastelfarverne og den lidt ”frynsede” streg, han hér benytter sig af, er ikke velvalgt.

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...