Find mere om:
Symfoni på liv og død | musik.guide.dk

Symfoni på liv og død

Det hænder, at en arrangør engagerer en ung kunstner, hvis markedsværdi er steget betydeligt den dag, da hun dukker op for at opfylde sin kontrakt.

Odense Koncerthus

CHLOË HANSLIP

Odense Symfoniorkester

Dir.: Petr Altrichter

[x] [x] [x] [x] [x]


I dette tilfælde hedder hun Chloë Hanslip og er en klassisk, britisk violinist, som først nylig har taget afsked med sin tid som teenager.

Hun er en sød, seriøs pige, som hjemme er kommet næsten øverst på top 10-listerne.

At hun kan mere end det, viste hun ved to koncerter (hørt fredag) med Odense Symfoniorkester, som i dette tilfælde altså er den heldige - eller nok rettere dygtige arrangør.

Renset for skarphed


Chloë Hanslip spillede Prokofiefs anden violinkoncert fra 1935, et relativt klassisk-romantisk værk, som er nærmest renset for komponistens russiske skarphed og ironiske distance.

Hun gjorde det med en dejligt mørk og fyldig tone, og hun musicerede naturligt musikalsk og overbevisende rigtigt. Hvad kan man ønske sig mere?

I et capriccio-ekstranummer fra Coriglianos filmmusik til ”The Red Violin” demonstrerede hun glæden ved også at kunne spille blændende virtuost. I Prokofief havde hun ikke et øjeblik udnyttet sin virtuose kunnen for bravurens skyld. Det er nu flot af så ung en musiker.

Også det lover godt for hendes fremtid.

Odense Symfoniorkester havde en god aften under ledelse af Petr Altrichter. Sjostakovitjs femte symfoni stod uhyre klart og præcist, skarpt og profileret i orkesterspillet, plastisk velformet.

Faldt i unåde


Sjostakovitj var kommet i regimets unåde efter Stalins afvisning af operaen ”Lady Macbeth fra Mtsensk”.

For Sjostakovitj blev det et spørgsmål om liv og død. Det gjaldt for ham om at blive offentligt rehabiliteret. Den femte symfoni var et dobbeltbundet forsøg.

Undertitlen på den lyder: ”En sovjetisk kunstners praktiske, skabende svar på en berettiget kritik”.

Men hvad mente Sjostakovitj i virkeligheden med sin musik? Svaret er ikke let. Den klassisk orienterede symfoniform med en tilsyneladende jublende finale er kun et dække.

Petr Altricher forsøgte ikke at give et entydigt svar. Han tolkede ikke, men fremlagde musikken med en steril, objektiv skarphed, som stod der bag den en person parat med en kniv og befalede:

»Smil, smil, alt er smukt,« som Rostropovitj har udtrykt det.

Musikkens smerte blev ikke understreget, endsige overspillet, og netop derfor kom den menneskelige lidelse i den alligevel tydeligt frem.


Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...