Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Stevie Wonder (Parken)

Den amerikanske soulstjerne var til fjollerier og fællessang. Men han diskede også op med en række af sine bedste numre.

Parken:

Stevie Wonder

Fredag aften

Rammen var altså mærkelig.

Selv om det var varmt og solrigt, da Stevie Wonder gik på scenen lidt efter klokken 20.30, var Parken overdækket. Det handlede vist om, at den koncertproduktion, som den amerikanske soulstjerne turnerer rundt med, er dimensioneret til indendørs arenaer. Men alligevel. Når man nu skulle svede, kunne det lige så godt være sket under åben himmel frem for i en lukket fugtig spilledåse.

Det gjorde ikke sagen bedre, at det københavnske stadion kun var halvfyldt. Arrangøren Live Nation havde på forhånd sagt, at ambitionen aldrig havde været sat højere end at sælge mellem 16.000 og 20.000 billetter. Men det var stadig mærkeligt at træde ind i en kulisse med hele tribunen modsat scenen lukket af. Desuden var der ikke tilhørere på de øvre tribuner på langsiderne, og der var også god plads til at danse for de stående på det store baneareal.

Fjolle og fællessang

Så selv om publikum skal have ros for at ville feste, blev det et andet slags party, end da Robbie Williams, Justin Timberlake, Madonna og George Michael optrådte for mange flere mennesker. Det var ikke mindst fantastisk at opleve en proppet Parken hylde George Michael, der leverede et imponerende gennemført show med fokus på alle hittene.

Stevie Wonder, som George Michael er stor fan af, gjorde det anderledes. Straks fra begyndelsen af koncerten fik han signaleret, at han følte sig godt tilpas på scenen og i København. Han var tydeligvis kommet for at lege, grine, fjolle og synge sammen med publikum (der ikke altid kunne ordene). Han holdt sig heller ikke tilbage fra at spille en coverversion af Alicia Keys og Jay-Zs store hit ”Empire State Of Mind”, mindes Michael Jackson ved at levere ”Human Nature” samt hylde den danske hovedstads lange historie med den jazzmusik, som Stevie Wonder holder så meget af.

Hit og klassikere

Det boblede af overskud på scenen, hvor Stevie Wonder var omkranset af dygtige funky spillemænd og charmerende, velsmurte korsangere. Alle sammen forstod de at tage del i alt det sjove. Men de var også klar, hver gang stjernen siddende ved sit keyboard-arsenal stillede skarpt på hittene og klassikerne.

I begyndelsen af showet fremkaldte alene anslaget til 1980-hittet ”Master Blaster (Jammin’)” stor begejstring. Senere spillede Wonder party-trumfer som ”Sir Duke”, "I Wish", "Higher Ground” og ”Don’t You Worry ’Bout A Thing”, mens han med ”Living For The City” præsterede et miks af groovy stil og alvorlig snak om, at der i 2010 stadig huserer racisme. »Hvor skørt er det?« kom det fra Stevie Wonder, der opfordrede verden til at finde sammen om ét fællesskab – med kvinderne som dem, der skulle guide på vejen til en løsning.

Flot præstation

I næste moment hyldede han verdens børn med ”Isn’t She Lovely”. Han gjorde det med en af aftenens flotteste vokale præstationer, hvorefter han ved at indtage en ”trylledrik” fik en sangstemme som dengang, da han var teenageren Little Stevie Wonder og med succes sang bl.a. ”Uptight (Everything’s Alright)”. Og så var det, at man stod og funderede over, om den rejse tilbage til fortiden var - og kom til at fylde - for meget, og man strejfede også en tanke om, at man egentlig godt ville have haft musikken serveret lige som til en koncert med George Michael: Hit efter hit, nogle temponumre hér og så nogle ballader dér.

Men som Stevie Wonder selv sagde det: ”Jeg er fri”. Han gjorde præcis, hvad han ville, hvilket heldigvis indebar et stærkt opløb med klassikere som ”You Are The Sunshine Of My Life”, ”Superstition”, ”Happy Birthday” og ”I Just Called To Say I Love You”.

Hallo, hallo, kærligheden er gengældt.

Galleri: Soul

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...