Multiarenaen, Herning:
Prince
Fredag
På Orange Scene i juli skrev han historie med et af de mest forrygende funky shows nogensinde på Roskilde Festival.
Med sin anmelderroste koncert i Forum i onsdags demonstrerede han, at sommerens unikke oplevelse kunne få et vildt og værdigt sidestykke. Men det var slet ikke nok for den 52-årige amerikaner.
Han gjorde alle spekulationer om et skrøbeligt helbred til skamme med en ekstra koncert i Amager Bio.
Den slags opsigtsvækkende gavmildhed og uforbeholdne spilleglæde er en sjældenhed i en tid, hvor de godt betalte bands og solister som regel holder sig til den samme drejebog for en optræden, og så snart sidste – på forhånd aftalte - ekstranummer er spillet, er det af sted til et hotel eller et privatfly. Videre.
Men når Prince efter en mere end 30 år lang karriere formår at spille ekstra-ekstra numre, efter at lyset i hallen er blevet tændt, og bagefter gennemfører endnu en koncert, bliver man på bedste vis mindet om, at det stadig kan gøres anderledes.
Men poppens største prins er trods alt blevet en midaldrende mand. Så i Herning i aftes skulle han bevise, at han efter overarbejde i hovedstaden havde kræfter og visioner til at give et nyt forventningsfuldt publikum noget ekstraordinært. Det lykkedes.
Han gav med enormt overskud og imponerende overblik de cirka 13.000 tilhørere i den nye indendørs arena en oplevelse, som man skal have en meget hullet hukommelse for at kunne glemme.
Prince håndterede sit band inklusive den danske bassist Ida Kristine Nielsen med såvel kærlig som hård hånd. Alle i bandet fik lov at spille soli. Men det var ham, som suverænt bestemte, hvornår hvem i bandet skulle gøre det.
Naturligvis var det Prince, der tog sig af de fleste soli. For på trods af en dansk bassist var der kun en hovedperson, og ved siden af at være en fantastisk sanger og performer er han en gudbenådet guitarist.
Han kunne hele aftenen levere tråd som en anden Jimi Hendrix. Men han kunne i mindst lige så høj grad være funky med sin strengeleg.
Koncerten i Herning kom efter en jampræget begyndelse for alvor i gang, da Prince proklamerede ”Let’s Go Crazy”. Kunne han leve op til det? Afgjort.
Han fik i løbet af showet størsteparten af tilskuerne til at hoppe. Han fik de fleste til at skrige sit navn, og masser af gange fik han publikum til at synge med og klappe.
Prince takkede for entusiasmen og råbte ”we love you”, og så leverede han gavmildt spændstige versioner af en række af sine største hits, bl.a. ”Cream” og ”Raspberry Beret”, ”Controversy (Housequake)” og ”1999” samt "Purple Rain", der havde både guitarlir og fællessang.
”Det er rigtig musik med rigtige musikere”, pointerede mesteren på et tidspunkt.
Så sandt, så sandt.
Det blev dog lige lovlig rigtigt i de få minutter, hvor han overlod rampelyset til sine korpiger, der hverken havde stemmerne eller sangene til at være hovedpersoner.
Men okay, med det tempo, som stjernen kørte i, kunne man godt acceptere, at han lige skulle have pusten og noget nyt kluns på – og det var ikke sidste gang, at han forlod scenen for at skifte tøj.
Han begyndte aftenen i sort og viste undervejs et veltrænet maveskind. Han var i et primært hvidt kostume, da han sang ”Kiss” som ekstranummer.
Men naturligvis var den excentriske stjerne ikke færdig efter et par timer. Godt nok blev en del af lyset i arenaen tændt, og en del tilhørere begyndte at forlade stedet.
Men ugens vel nok mest omtalte prins i Danmark ville give endnu mere af sig selv med yderligere en omgang musik. Imponerende.
Hvad synes du om koncerten?
Deltag i debatten:
Det spillede Prince i Herning fredag den 22. oktober 2010
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



