Anmeldelse: Amy Winehouse: Lioness: Hidden Treasures

SOUL

Amy Winehouse:

Lioness: Hidden Treasures

Island/Universal Music

Amy Winehouse døde den 23. juli efter en række år, hvor hun havde mishandlet sin lille krop med sprut og stoffer.

Hendes misbrug eskalerede, efter at hun i 2006 udgav sit mesterværk, det både voldsomt iørefaldende og dybt personlige album ”Back To Black”. Hun solgte millionvis af soulpladen i både Europa og USA, hvor ”Back To Black” i 2008 blev den store vinder ved Grammy-uddelingen med i alt fem priser.

Det virkede dog ikke, som om hun blev lykkeligere af priserne, pengene og opmærksomheden fra fans og presse. Hun væltede rundt på gader og stræder som et let offer for sladderpressen, og alt for sjældent formåede hun at levere gode koncertpræstationer. Mange gange blev succeskriteriet, at hun blot gennemførte showet.

Hvor meget musik hun fik indspillet i de over fire år, der gik fra udgivelsen af ”Back To Black” til den julidag, da det var slut, er uvist. Men det siger alt om Amy Winehouses menneskelige og kunstneriske deroute, at hun ikke formåede at udgive en regulær opfølger. For hun var grundlæggende et sjældent naturtalent. Hun kunne på sine gode dage (desværre) gå direkte fra baren og ind på scenen og synge fantastisk, og hun kunne sætte sig ned og skrive sange med personlige, ucensurerede fortællinger om op- og nedture.

Nye fans kan begynde her

Nu har hendes pladeselskab Island/Universal Music valgt at udgive en plade med 12 numre, hvor man hører Amy Winehouse synge. I et interview i det britiske musikmagasin Musicweek gør de ansvarlige for udgivelsen meget ud af, at familien og producerne Salaam Remi og Mark Ronson, som samarbejdede med sangerinden, er blevet hørt - og har kunnet sige fra. I det samme interview giver chefen for Island Records, Darcus Beese, udtryk for, at den aktuelle plade vil kunne indfange nye fans.

Problemet er, at det nye album langtfra har samme kunstneriske kvaliteter som ”Back To Black”, og den oser heller ikke af det potentiale, som debutalbummet ”Frank” udstillede.

”Lioness: Hidden Treasures” er i bedste fald en ufarlig omgang Amy-muzak, der kan køre i baggrunden på cafeer og restauranter verden over. Altså er albummet ikke fyldt med skjulte skatte, som det postuleres i titlen. Det er ikke sådan, at man har skullet tage på en farefuld skattejagt for at finde frem til disse numre. De har været nemme at få fat i for pladeselskab og producere.

Nummeret ”Body & Soul” kender man allerede fra crooneren Tony Bennetts seneste plade med en række duetter. Det er pænt og poleret, og det er Winehouse i Shirley Bassey-stil. Men hun er ikke desto mindre på gæstevisit i en gammel mands univers.

Mere fra skatkisten?

Albummet rummer indspilninger fra en cirka 10-årig periode. På den meget lidt interessante fortolkning af bossanova-klassikeren ”The Girl From Ipanema” møder man en glad 18-årig udgave af sangerinden, der lyder, som om hun dengang i 2002 holder et kort frikvarter fra vigtigere opgaver. Fire år senere synger hun "Valerie” i forskellige scenarier. Et af dem er blevet udgivet for længe siden og opnåede succes. Den version, som man nu får fra dengang, er ikke markant anderledes og slet ikke bedre.

Den følelse kommer man til at sidde med mange gange. En tidlig udgave af ”Tears Dry On Their Own”, et af numrene fra ”Back To Black”, er ikke i nærheden af den version, som man er blevet fortrolig med. Bedre er den varme akustiske demoversion af ”Wake Up Alone”. Men man må også her til ”Black”-pladen for at få magien. 2008-indspilningen ”Like Smoke” er god, indtil New York-rapperen Nas bliver inviteret indenfor og ødelægger soulstemningen.

Lyspunkter er den lille lystige reggae- og ska-stemning ”Our Day Will Come”, som indleder albummet, og ”A Song For You”. Sidstnævnte, der runder albummet af, er skrevet af Leon Russell og blev en signatursang for en af Winehouses helte, soulsangeren Donny Hathaway.

Amy Winehouse indspillede sangen derhjemme i ét forsøg i 2009, da hun havde sit at slås med, og siden har producer Salaam Remi gjort nummeret færdigt med bl.a. strygere og blæsere. Winehouses vokale præstation er ikke 100 pct., men hun formår med smerte at gøre sangen til sin.

Ved at placere udgivelsen så tæt på jul går pladeselskabet uden tvivl efter at opnå et stort hit. Hvis den mission lykkes, skal der nok komme en pladeudgivelse næste år med flere ”skjulte skatte”.