Aloe Blacc (Store Vega, København)

Store Vega, København:

Aloe Blacc

Mandag aften

På en dag, da der blev sat spørgsmålstegn ved USA’s økonomi, sang den amerikanske soulsanger Aloe Blacc pudsigt nok, at han havde brug for en dollar.

Han gav sit (eneste rigtige) hit ”I Need A Dollar” til sidst i en timelang koncert i Danmarks bedste spillested, Store Vega, hvor der næsten var udsolgt.

Cirka 1400 tilhørere i mange forskellige aldre er mildest talt ikke så ringe til et show med en solist, der hverken har en omfattende hithistorie i den store verden eller en imponerende kommerciel fortælling herhjemme.

Lillebror-skikkelse

Aloe Blacc kan betegnes som en lillebror-skikkelse til John Legend, der hører til blandt tidens mest populære soulsangere.

Blacc er som Legend en dygtig sanger, der lægger vægt på, at der skal være dialog med publikum fra begyndelsen.

Med hatten på skrå og klædt i grøn skjorte, lys vest, mørke jeans og støvler indledte Aloe Blacc koncerten med den funky ”Hey Brother”. Han fik også mindet os om forbilleder som James Brown, Marvin Gaye og Stevie Wonder, og snart fik amerikaneren sat tilhørerne i arbejde.

Klappes og synges med

Der skulle klappes og synges med.

Der skulle under ”You Make Me Smile” smiles til sidemanden, og senere fik han publikum på gulvet til at trække mod højre og venstre, så der for et øjeblik kunne blive plads til de særligt danseivrige gæster.

Tiden skulle gå, hvilket også hang sammen med, at Aloe Blaccs katalog af sange ikke er så stort endnu, og han kan heller ikke matche den kvalitet, som man finder i John Legends materiale.

Det kan vel nås endnu. Men det kræver, at Blacc i endnu højere grad allierer sig med de rigtige med- og modspillere, herunder får et endnu stærkere band omkring sig til at spille the soul.

Lidt uopfindsomt

Så bliver der forhåbentlig materiale og ideer nok til, at han som ekstranummer ikke behøver at give sin version af Michael Jacksons fantastiske ”Billie Jean”.

Blacc og band mente lidt uopfindsomt, at denne stilskabende danseklassiker skulle trækkes ned i tempo og på et tidspunkt tilføjes en temmelig kedelig guitarsolo.

Så vidste man, at det var blevet tid til at komme videre.