Anmeldelse: Sjællands Symfoniorkester (Tivolis Koncertsal)

Tivolis Koncertsal

SJÆLLANDS SYMFONIORKESTER

Cristian Mandeal, dirigent

Martin Helmchen, klaver

Onsdag aften

Koncerten var den første af fire i Sjællands Symfoniorkesters Brahms-festival, der løber frem til den 11. februar

Indrømmet: Der er ikke meget grin ved at gå gennem Tivoli sådan en iskold vinteraften, hvor haven ligger brak i byggerod, og blæsten fra Sibirien borer sig bistert gennem alle lag tøj.

Det eneste, der varmede indeni, var tanken om to timer med Brahms’ smukke symfoniske værker. Sjællands Symfoniorkester åbnede nemlig onsdag sin Brahms-festival. Fire aftener i februar spiller orkestret den tyske romantikers brusende symfonier og instrumentalkoncerter.

Et stjernefrø

Orkestret lagde ud med Brahms’ Klaverkoncert nr. 2. Solisten var tyske Martin Helmchen - et stjernefrø med en både poetisk og herligt umiddelbar tilgang til den farverige romantik. Han er omkring de 30 og turnerer flittigt i både Europa og Asien som solist og kammermusiker.

De pæne krøller og det lidt fjerne ansigtsudtryk hos Helmchen stod i slående kontrast til hans distinkte og krystalklare anslag på tangenterne. Han satte smidigt af og lod fingrene flyve ubesværet gennem de hurtige passager. En enkelt akkord ramte på kanten nu og da, men den musikalske grundbegejstring overstrålede de ubetydelige fejlslag, og klangen lyste klart. Her var en pianist, der vidste, hvor han ville hen med sine fraser.

Strømlinet helhed

Orkestrets erfarne første gæstedirigent, rumænskfødte Cristian Mandeal, skabte på podiet en strømlinet helhed, hvor både strygere og blæsere smeltede sammen med klaverets klange.

Befriende løssluppen

Den klanglige saft og power var endnu mere udtalt i Brahms’ Symfoni nr. 1, som orkestret foldede begejstret ud efter pausen. På koncertmesterstolen udstak Frederik Øland stramt retningen, mens høje, slanke Cristian Mandeal virkede befriende løssluppen i sin euforiske dans på podiet. Strygerne leverede lækker, fed vellyd, og soloblæserne på horn, fløjte og obo fik i små momenter salen til at sitre. Messingblæserne bar i bunden og bevarede en fin balance. Ind imellem lå de dog lidt bagude på beatet – modsat Mandeal, som kåd og energisk trak symfonien frem med heftige fagter.

Den kolde tur værd

Et sikkert tegn på, at Brahms’ potente Symfoni nr. 1 har sat de indre strenge i spil, er, når de traurige temaer bliver ved at kredse i kroppen på hele cykelturen hjem. Det skete efter onsdagens koncert.

Sjællænderne og Cristian Mandeal lader flere Brahms-toner bruse lørdag aften. Denne gang med tyske Lars Vogt som solist ved tangenterne. Tag i Tivoli og hør dem – det er hele den kolde tur værd.