Renée Fleming og Tivolis Symfoniorkester (Tivolis Koncertsal)

Tivolis Koncertsal

RENÉE FLEMING, SOPRAN

Kristjan Järvi, dirigent

Tivolis Symfoniorkester

Mandag aften

Selv verdensdivaer kan have dårlige dage, og ved koncerten i Tivoli mandag manglede den amerikanske sopran Renée Fleming det nærvær, der normalt er hendes varemærke.

Der var ellers lagt op til en festlig fødselsdagskoncert i anledning af, at haven fyldte 168 år:

Flere af de kvindelige musikere i Tivolis Symfoniorkester havde stukket blomster i håret. På forreste pult lynede koncertmesterens skinnende sko i lyset. Og fra podiet sendte den estisk-amerikanske dirigent, Kristjan Järvi, karisma ud over scenekanten, allerede før han havde slået sin første akkord an.

Rent Richard Strauss-program

Forventningerne blev ikke mindre af, at klodens måske mest feterede diva skulle synge et rent Richard Strauss-program. En komponist, Renée Fleming har dyrket i dybden.

Millioner har hørt den 52-årige sopran synge senromantikerens farverige lieder live på verdens koncertscener.

Senest i Salzburg foran Wienerfilharmonikerne. Hendes indspilninger af de sørgelige ”Vier letzte Lieder” om livets efterår og dødens uomgængelighed står tilmed på hylden hos enhver pladepusher.

Derfor var det så underligt at opleve, at Fleming ikke udfoldede stemmen optimalt i sidstnævnte værk.

Magi i glimt

Især i højden kneb det. Her lød klangen skarp og tynd, og orkestret var tit på nippet til at overdøve sopranen. Hun flød ikke rigtigt med på strygernes brus og blæsernes svulmende klangflader, men kæmpede nærmere imod.

Først i den næstsidste sang, ”Beim Schlafengehen”, indfandt magien sig i glimt. Koncertmester Erik Heide rykkede helt ud på kanten af stolen og spillede intenst op til sopranen i sin solo. Fleming imiterede den smukke violinmelodi og lagde sangen inderligt til ro.

Også afslutningssangen ”Im Abendrot” lyste hos både sopran og orkester. Fleming viste varme og smidighed i stemmens midterste leje, mens fløjternes sølvtriller glitrede i baggrunden.

Kortvarig trancetilstand

Yderligere tre Strauss-lieder var programsat efter pausen.

Fleming markerede overgangen med et skift fra gylden robe med sort slør til et pink skrud med matchende plateausko.

Der var mere kerne i klangen, og højden lød friere. Men hun fortsatte med at aflevere sangene uden den indlevelse og entusiasme, som gennemsyrede hendes soloaften i DR Koncerthuset i efteråret.

Dengang holdt hun et passioneret foredrag om hver eneste arie. Her introducerede hun kun nødtørftigt ekstranummeret: Strauss’ ”Morgen” bragte igen koncertmester og sopran i en kortvarig trancetilstand. Stemmen blev båret på den sprøde strygerklang.

Kristjan Järvi holdt orkestret tilbage, så sopranen funklede i front. Hun forsvandt fra scenen umiddelbart efter, at den obligatoriske blomsterbuket var blevet overrakt af en uniformeret Tivoli-gardist. Trods det massive bifald faldt der ikke flere ekstranumre.

Karrierens efterår?

Begejstringen var mere ægte og udtalt hos orkester og dirigent i Griegs Peer Gynt suite.

Kristjan Järvi lod musikerne bevæge sig fra lydløse listetrin til eksplosive kraftudladninger. Fløjtesoloen i ”Morgenstemning”, de tætte strygerflader i ”Åses Død” og melankolien i ”Solveigs Sang” endte som aftenens højdepunkter.

Renées noget samlebåndsagtige servering af Strauss’ smukke lieder lod derimod en del tilbage at ønske.

En sopran i sin karrieres efterår?