DR SymfoniOrkestret (DR Koncerthuset, Studie 1)

Torsdagskoncert

DR Koncerthuset, Studie 1 og direkte i P2. Koncerten gentages på DR Klassisk fredag kl. 16 og søndag kl. 9, samt på P2 søndag kl. 13.

DR SymfoniOrkestret. Sylvain Cambreling, dirigent. Jean-Yves Thibaudet, klaver.

Torsdag aften.

Der er noget tørt og tilknappet over den franske dirigent, Sylvain Cambreling, idet han træder frem på podiet foran DR SymfoniOrkestret. Det grå hår er redt stramt bagud i en hestehale, og hans bevægelser virker stive. Det forhindrer ham ikke i at få en homogen og smidig klang frem hos orkestret i Béla Bartóks stemningsfulde værk, To Billeder.

Første sats – ’Fuldt Flor’ – flyder elegant og nuanceret under hans distinkte slag. Svulstigt bliver det ikke. Blæsernes soloer smyger sig rundt i rummet i de sangbare passager. Strygerklangen lyder derimod lidt flosset i kanterne.

I andensatsen – ’Landsbydans’ – skaber Cambreling karakter og spændstighed. Men også mystik og drama: Bartók blandet med Debussy.

Eminent klangsans

Fransk bliver det først for alvor, da pianisten Jean-Yves Thibaudet selvsikkert kommer ind og sætter sig bag tangenterne. Han har droppet de røde silkesokker fra Vatikanet, som i sin tid gjorde ham så mytisk. Nu flytter man fokus op på hans stilfulde, men specielle sorte jakkesæt – formentligt fra hans faste designer, engelske Vivienne Westwood. Men hvad betyder tøjet, når Thibaudet formår at give Franz Listzs Klaverkoncert nr. 2 i A-dur så megen kropslig tyngde? Lige så vildt og vanvittigt, han spiller sig op og frem i de muskuløse passager – lige så inderligt fraserer han de stille afsnit. Men en eminent, kammermusikalsk klangsans lægger han sarte farver - først under celloens, siden oboens smukke soloer. Og hvor orkestrets blændende solooboist også fortjener at blive fremhævet her.

Thibaudet kredser om koncertens tema, leger med det og lader det konstant skifte karakter. Fra råt til blidt. Og med en kraft, der stiger op som en bølge og får salen til at vibrere i den pompøse slutning.

Tung Mozart

Selv efter pausen er det svært at falde ned efter denne energiudladning. Der er så langt til Mozarts smukke Symfoni nr. 41 – Jupiter – i C-dur, at det næsten gør ondt. Også orkestret er på en vanskelig mission i Mozart: Sylvain Cambreling læser noder – og når næppe ud i alle orkestrets kroge. Resultatet er en noget tung, mastodontisk Mozart. Der er engleblide smil og trillende tårer i langsomsatsens smukke molafsnit. Desværre er der også småfalske akkorder og upræcise indsatser. Men det er snart glemt. Siden er det Thibaudet – og kun ham – man husker.