Lang Lang (Tivolis Koncertsal)

KONCERT

Tivolis Koncertsal. Koncerten var en del af soloklaver-serien Pianoforte!

LANG LANG KLAVER

Tirsdag aften.

Håret stritter kækt op i luften, som man kender det fra hans pladecovers. Var det ikke for det stilfulde jakkesæt – så havde man troet, han var teenager. Men den kinesiske vidunderpianist Lang Lang fyldte 27 år i søndags. Tirsdag optrådte han i Tivolis Koncertsal - i et soloprogram, der viste hans enorme repertoiremæssige spændvidde.

Han starter i det stille – med en inciterende og følsom udgave af Schuberts Sonate nr. 20 i A-dur, D 959. Der er en frisk umiddelbarhed over den majestætiske Allegro. Anslaget virker i starten lidt blødt og forsigtigt på det vægtige Steinway-flygel. I den melankolske Andantino ændrer han mærkbart på klangen. Sart, men med afstemt tyngde, lader han fingrene forme hver tone på tangenterne. Han lytter intenst og agerer hurtigt ud fra det, han hører.

Folk ellevilde

Hvorfor er det netop her – under aftenens sagte højdepunkt – at folk finder på at hoste og skramle højt i salen? Det forstyrrer den stille musik. Lang Lang lader sig heldigvis ikke mærke med noget. Han projicerer sit drømmende ansigtsudtryk ud i salen og supplerer med selvsikre smil. Schuberts insisterende Scherzo prikker han præcist ud, mens Rondoen rejser sig i skarpe, kontrasterende bølger.

Folk er allerede ellevilde og holder sig ikke tilbage med at vise det: Der bliver klappet og stampet spontant – allerede efter første sats af Schubert.

Bruger næppe noderne

I Bartóks slagtøjsagtige Sonate BB 88 Sz. 80 lister Lang Lang nodehæfte og bladvender med ind på scenen. Blot en ekstra sikkerhed, vel sagtens. For han bruger næppe noderne. Spændt som en fjeder sætter han fra ved flygelet. Krop og fingre flyver behændigt rundt i sonatens slagkraftige, rytmisk krævende motiver. Lynhurtigt – med iltert drive og energi. Lang Lang lader sonaten kulminere heftigt frem mod slutningen og kaster dobbelte håndtegn ud i luften som en sjov, afsluttende gestus. Det sker flere gange den aften. Humor har han altså også.

Debussys Préludes – et udpluk af satser fra både den 1. og den 2. bog – emmer af let fransk sommerluft og blide pastelfarver. Hver sats har sin egen karakteristiske titel - som Brutères (lyng) og Feux d’artifice (fyrværkeri). Lang Lang lytter intenst og leger sig superegalt gennem tempo- og karakterskift.

Chopins Polonaise i As-dur opus 53 – med tilnavnet ’Den Heroiske’ spiller han for hurtigt, for kantet og karakterløst. Lang Lang giver sig ikke tid til at folde de storladne afsnit ud og trække vejret gennem musikken. Resultatet er hæsblæsende og stakåndet - som om han her kun fokuserer på tempo og teknik.

Original afrunding

I ekstranummeret - en fin kinesiske folkesang - er han tilbage ved det, han er bedst til: Det enkle, det lyriske. Virtuost orkestrerer han melodien med flygelets farvestrålende klange. Her overstråler hans personlighed og musikalitet alt det tekniske. En original afrunding på en flot, flot aften.