Daniel Barenboim (DR Koncerthuset)

Daniel Barenboim, klaver

DR Koncerthuset, Studie 1.

Lørdag eftermiddag. Koncerten genudsendes tirsdag kl. 19 på P2.

For bare et halvt år siden fik han nærmest DR Koncerthusets tag til at lette – den verdensberømte pianist, dirigent og fredsforkæmper i den israelsk-palæstinensiske konflikt, Daniel Barenboim: Dengang som Sonning-prismodtager, og i spidsen foran Det Kongelige Kapel, som han spillede to bragende Beethoven-klaverkoncerter sammen med.

Geniet Barenboim

Ikke så mærkeligt, at DR Koncerthusets fyldte foyer også syder af spænding denne eftermiddag. Alle glæder sig til at genhøre geniet Barenboim - helt solo og i et rent Chopin-program. I 2010 fylder komponisten 200 år. Barenboim tager forskud på fejringen.

Det store Steinway-flygel står åbent midt på scenen. Ekstra stolerækker er sat frem bag flygelet – de heldige kommer helt tæt på kunstneren og kan herfra følge hans mindste fingerbevægelser.

Så går den lille mand målrettet frem mod flygelet - mens de sidst ankomne stadig rumsterer rundt for at finde på plads i halvmørket. Converse-sko og slidte jeans skimtes på stolerækkerne, side om side med nystrøgne jakkesæt og noble kjoler. Til Barenboims koncerter er der ingen dresscode. Det er alene musikken, det handler om.

Svirrende flow

Han åbner med Chopins Fantasi i f-mol opus 49. Lader den majestætiske intro spadsere stramt og præcist ud i salen. I de tætte melodiske forløb får han tonerne til at flette sig sammen i et svirrende, egalt flow.

Nocturnen for klaver nr. 8 i Des-dur opus 27/2 klinger klart og sart under Barenboims behændige anslag. Et gennemsigtigt maleri af enkle, fokuserede klange. Hvor den mand kan få melodierne til at stå lyrisk og sangbart frem.

Dette kommer for alvor til udtryk i den store Klaversonate nr. 2 i b-mol opus 35. Barenboim giver alt og akkompagnerer sit eget intense spil med bestemte, rytmiske fodtramp i gulvet og i pedalerne. Han rømmer sig og lader flygtigt lommetørklædet glide over panden mellem to satser. Hurtigt afværger han publikums klapsalver mellem satserne. Den slags forstyrrelser anerkender han ikke.

Holdt vejret

Barenboim når til den dystre, dybe Trauermarch i Chopin-sonaten. Har nogen nogensinde hørt den så mørk, tæt og melankolsk før? En hel sal holder vejret. Der er kun tonerne, som folder sig ud i ét stort, rullende crescendo. Folk trisser stille ud af salen i pausen. At stille sig i kø i caféen for at få dækket et så basalt behov som lysten til kaffe føles underligt akavet efter så intens en seance.

Chopins Barcarolle i Fis-dur op. 60 hører til de mindre kendte af komponistens værker. Lyst og let lader Barenboim denne veneziansk-inspirerede gondolmelodi vugge af sted.

Ifølge programmet spiller han herefter tre Valse fra opus 70, men Barenboim vælger i stedet tre andre valse. De spinder sig ud i et væld af nuancer. Også mellem valsene dæmper Barenboim det bifald, folk forsøger at bryde ud i.

Indadvendt vuggevise

Chopins eneste vuggevise – den med satsbetegnelsen Berceuse i Des-dur opus 57 – falder lyst med anslag som perler på en snor, men med en indadvendt undertone.

Raseri, galskab og glæde forenes i den store Polonaise i As-dur opus 53. Barenboim lader energien løbe af med sig – at han misser et par anslag betyder mindre. Der er rå urkraft, power og sprudlende energi i hans fortolkning.

Endelig - efter sidste tone har braget ud – kan publikums bifald få frit løb. Barenboim pendler frem og tilbage mellem scenen og back stage under de stående ovationer. Hver gang, han kommer ind, drejer han sig taknemmeligt ud i alle afkroge af salen for at bukke og kvittere for den store hyldest. Hele tre ekstranumre ender han da også med at give.

Lad os håbe, han får lov at samle salen omkring sig snart igen – den intense, enestående Barenboim.