Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncert (DR.. | musik.guide.dk

DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncert (DR Koncerthuset)

Italienske Enrico Dindo manede sjæleætsende ondskab og stille gru frem i Sjostakovitjs Cellokoncert nr. 2.

Klassisk koncert

DR Koncerthuset og direkte i P2 KLASSISK (FM og DAB).

DR SYMFONIORKESTRET

Enrico Dindo cello

Gianandrea Noseda dirigent

Torsdag aften. Koncerten gentages med let ændret program i DR Koncerthuset lørdag den 19. maj kl. 16. Den udsendes desuden søndag den 20. maj kl. 12.15 på P2 Klassisk (DAB).

Sjostakovitjs Cellokoncert nr. 2 er ikke for de sarte. Komponisten var i sit livs sensommer, da han skrev den i 1966 – med det russiske regimes grufuldheder på sjælen og nerver, der var flosset tynde af årtiers frygt for Stalins luner. Man hører krigens reminiscenser som dystre tråde gennem samtlige tre satser.

Den italienske cellist, Enrico Dindo, var torsdag aften solist i den hysteriske og krasse koncert foran DR SymfoniOrkestret. 47-årige Dindo har for nylig cd-indspillet Sjostakovitjs to cellokoncerter med samme orkester, og han var overbevisende i solistrollen. Med fjerlette strøg underspillede han den ulmende intro.

Militante marchrytmer

Han hamrede de militante marchrytmer så aggressivt ud, at det føltes som at få gnedet sjælen med sandpapir. Hele tiden havde Dindo orkestret med sig. De hidsige dueller med horn, pauker, piccolofløjte og buldrende dommedagsstortromme stod skarpt og præcist. Det havde italienske Gianandrea Noseda en stor del af æren for. Han førte orkestret stramt frem og lod den klare cellotone stå profileret i front. Den mørke outro, hvor cellisten er alene, fadede stille ud som selve livet.

Enrico Dindo er en solist, jeg fik lyst at lægge øre til i andre sammenhænge; hans cellokarriere er flottere end de flestes: En årrække leverede han vellyd i italienske orkestre, bl.a. som solocellist på La Scala-operaen i Milano – en stilling, han vandt som kun 22-årig.

Senere sprang han ud som fuldblodssolist efter at have strøget sig til den fornemme førsteplads i en cellokonkurrence, arrangeret af cellist-legenden Rostropovitj.

En smagsprøve

I dag turnerer Dindo både i Europa, USA og Asien, og hans sans for at forme Bachs Cellosuiter fik vi en smagsprøve på i ekstranummeret – en enkelt udvalgt suite-sats.

Aftenen bød på mere Bach – åbningsværket var Respighis kæmpe orkesterarrangement af mesterens Præludium og Fuga i D-dur.

Værket virkede noget opsvulmet med tung messing og støjende strygere. Sådan skulle det lyde – men det virkede som verdens største bjørnetjeneste at instrumentere Bachs raffinerede barokværk så massivt.

DR SymfoniOrkestret har i denne sæson fejret Brahms ved at opføre alle hans fire symfonier. Her blev sat punktum i serien med Symfoni nr. 4, som Gianandrea Noseda dirigerede med magisk gennemsigtighed.

Træblæserne sukkede blidt, mens strygerne spandt varmt. På de opildnede steder satte Noseda alle kropsdele i manisk bevægelse og piskede orkestret frem, så sveden sprang og haglede ned ad hagen på ham. Musikerne – de nød mærkbart de dynamiske impulser fra energibundet på podiet. Og Brahms har sjældent lydt bedre.

Anmeldelse: DR SymfoniOrkestret (DR Koncerthuset, Studie 1)

25-09-2009: Den franske pianist Jean-Yves Thibaudet lagde rå fysik og inderlig følelse i Franz Listzs Klaverkoncert nr. 2.

Læs artikel

Anmeldelse: Sjostakovitj: Cellokoncerter nr. 1 og 2

13-04-2012: Der findes masser af konflikter og ridser i de to cellokoncerter, som Sjostakovitj skrev i midten af forrige århundrede. Læs artikel

Anmeldelse: DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncert (DR Koncerthuset)

30-03-2012: Den højgravide lettiske violinist Baiba Skride lagde både poesi og power i Carl Nielsens Violinkoncert ved Torsdagskoncerten i DR. Læs artikel

Anmeldelse: DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncert (DR Koncerthuset)

10-02-2012: Torsdagskoncertens værker flirtede makabert med døden – men verdens mest vitale pianist vandt. Læs artikel

Anmeldelse: Sjællands Symfoniorkester (Tivolis Koncertsal)

02-02-2012: Tændt tysk pianist og veloplagt orkester serverede glødende Brahms-toner i Tivoli. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...