András Schiff (Tivolis Koncertsal)

Tivolis Koncertsal

ANDRÁS SCHIFF

Onsdag aften

Den ungarske pianist András Schiff er – trods sine 56 somre – stadig en mester i de superlange solo-recitals.

Det var onsdagens koncert i Tivoli et nyt, friskt bevis på.

Han indledte så uendelig blidt og blødt med Beethovens Sonate nr. 14 i cis-mol, op. 27 nr. 2, ”Måneskinssonaten”.

Fremmanede hver tone tæt

Schiff er berømt for sin særlige, legatoagtige fortolkning af netop denne sonate. Og foran en fyldt Tivolis Koncertsal fremmanede han hver tone tæt og sangbart i den sarte intro.

Vildskaben kom frem i sonatens to hurtige satser, hvor Schiff lod fingrene piske over tangenterne. Dog aldrig vildere, end at alle de melodiske forløb stod tindrende klart.

Gnistrede af liv

Schiffs fortolkning af Schumanns Sonate nr. 1 i fis-mol, op. 11 havde autoritet i de rytmiske passager. Med egale skift til de farverige, næsten drømmeagtige klangflader. Og med en scherzo, der gnistrede intenst af liv.

Mange i salen tænkte sikkert tilbage på Schiffs koncert i Tivoli for to år siden, hvor han brat stoppede op midt i en Schubert-sats for at tysse på det heftigt hostende publikum.

Denne aften holdt man vejret og håbede, at den aggressive hoste, der tit var ved at overdøve pianistens blide anslag, ikke ville forårsage samme pinlige situation. Men Schiff lod sig ikke mærke med noget.

Ét stort tonemaleri

Selv ikke i Schumanns krævende Davidsbündlertänze, som han efter pausen leverede som ét stort tonemaleri af satser med konstant skiftende karakter.

Dybt koncentreret lod han de kødfulde kinder vibrere i takt med sine flygtige fingre.

Med et bemærkelsesværdigt overskud spillede Schiff som sit sidste officielle programpunkt Beethovens Sonate nr. 21 i C-dur, op 53, ”Waldstein”.

Drama og storladenhed

Der var drama og storladenhed i den energiske intro. I andensatsen satte Schiff tiden totalt i stå. Igen holdt man vejret. Denne gang vovede ingen hverken at hoste eller røre sig i øvrigt.

Umærkeligt lod Schiff adagioen glide over i den sprudlende rondo. Det karakteristiske tema blev behændigt bearbejdet i mol og dur.

De få fejlslag, der forekom, betød mindre her. Musikalsk var han altid overlegen.

Gav ekstranummer

Flere publikummer forlod salen efter det lange, bragende bifald, men Schiff insisterede på at give et ekstranummer.

Han smilede afmålt fra scenen, bukkede ud i alle verdenshjørner og satte sig så igen til rette bag flygelet. Her leverede han en indfølt udgave af Schumanns cyklus ”Kinderszenen”.

Man tog sig i at kaste et blik på urskiven efter denne gribende gestus. Næsten to en halv time havde Schiff tilbragt bag tangenterne, da ekstranummerets sidste akkord blev placeret.

Mindre kunne måske godt have gjort det.