Smagsdiktatorerne

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale for lidt over seks år siden blæste til kamp mod ”smagsdommere”, vakte det betydelig opsigt. Set i bakspejlet kan man fundere over, om hans sprogbrug i virkeligheden var for mild.

Domme kan jo diskuteres, appelleres og måske ligefrem omstødes, ja i nogle tilfælde endda føre til ændrede retsprincipper og moralbegreber. I al sin fredsommelige sludrevornhed er det præcis det, DR2's program ”Smagsdommerne” leger med.

Hvis der er et problem i det kulturelle debatklima, er det derfor ikke, at der bliver afsagt smagsdomme i enkeltsager. Det er derimod en tradition i nogle kredse for at ville diktere anderledes tænkende helt ude, det være sig personer, genrer eller holdninger.

PÅ DET SENESTE har der været i hvert fald tre iøjnefaldende eksempler. Det første var i forbindelse med, at netop statsministeren skulle holde festtalen for forfatteren Jens Smærup Sørensen, da denne forrige lørdag modtog De Gyldne Laurbær.

Anført af Klaus Rifbjerg plæderede flere danske forfattere for, at det var en uting. På grund af det danske engagement i Irak og Afghanistan, på grund af regeringens tanker om at renovere de livsvarige kunstnerydelser, på grund af - ja på grund af tilsyneladende hvad som helst.

Det mest slående var imidlertid ikke, at disse forfattere er uenige med regeringen i en masse spørgsmål. Det var derimod, at man mente, at statsministeren derfor slet ikke skulle have lov til at tale.

SAMTIDIG SATTE Berlingske Tidende sig for at begrave en hel litterær genre, kriminalromanen, der sidste weekend ellers for syvende gang var genstand for sin egen bogmesse i Horsens.

Først afskrev avisens litteraturredaktør kriminalromanen over en bred bank og plæderede for, at denne gøgeunge burde have sine egne bestsellerlister, så den ikke skyggede for den mere rigtige litteratur. Et sært synspunkt, for bestsellerlister er vel sat i verden for at vise, hvad folk rent faktisk køber mest af?

Argumentet for at fornægte krimien og al dens mangfoldige væsen var, at han i en lufthavn havde fundet en tilfældig roman af Ian Rankin, som i hans øjne lignede lutter ubehjælpsomme klichéer. Det var, som når min mor for 30 år siden efter et hurtigt blik på tv-skærmen erklærede, at C.V. Jørgensen så ulækker ud og ikke kunne synge.

Man kunne med samme ret hævde, at Naja Marie Aidts ”Bavian”, årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, bare er en stak stiløvelser om hor og livsløgne i borgerskabet, som Rifbjerg har skrevet dem siden omkring 1960. På den baggrund skulle man så desuden kunne afvise noveller, realisme og skrivende blondiner generelt.

Ugen efter fremhævede avisen, at der udkommer alt for mange dårlige krimier. Det er også helt rigtigt.

Der udkommer bare også alt for mange dårlige digtsamlinger, romaner, biografier, havebøger, kogebøger, essaysamlinger og bøger af forfattere fra Gentofte Kommune. Uden at nogen dog formentlig vil afskrive de samlede, respektive genrer og udtryksformer enhver kvalitet af den grund.

Ovre i USA har eksempelvis den dybt seriøse klassikerserie ”Library of America” ( www.loa.org) allerede adskillige kriminalforfattere i kataloget. Men o.k., der er vi også i et land med så åbent og tolerant et litterært miljø, at, som det skete forleden, Bob Dylan kan få Pulitzerprisen.

ENDELIG argumenterede en ung komponist her i avisen i kronikken i lørdags for, at vi er ved at blive hjernevasket til, at musik altid skal være letfordøjelig vokalpop a la X Factor, hvad der gør det sværere og sværere for den angiveligt mere krævende musik at få ørenlyd. Aftenen i forvejen havde den tyske duo Rechenzentrum ellers remixet Beethovens 5. klaverkoncert til heftig industrial-techno i en propfuld Radiohusets Koncertsal, så voldsomt stærkt stod påstanden ikke.

Præmissen var til gengæld helt i forlængelse af de litterære statsminister- og krimi-polemikker. Nemlig at der er nogle synspunkter, udtryksformer og genrer, der er de rigtige, og andre som bare pr. definition er larmende overfladisk pop og pjank, og derfor af al magt bør holdes nede og helst helt væk.

Det tankesæt kan der ligge både kulturøkonomisk kynisme og mere ubevidste grunde bag. Meget af den danske kunststøtte fordeles jo ud fra den forudsætning, at smalle eksperimenter altid er vægtigere end samtale med et bredt publikum.

Mest af alt ligner det dog en videreførelse af den højborgerlige forestilling om den gode smag. Ikke dannelse på klassisk demokratisk vis, hvor det gælder den enkeltes udvikling og dømmekraft, men smag i rigid forstand, hvor kvalitetskriterierne er dikteret på forhånd.

Det var den attitude, hvorom Poul Henningsen sagde, at der ikke findes god eller dårlig smag, der findes kun god smag - og den er dårlig. Tiden har på ingen måde givet ham uret; derimod har krimilæsere, poplyttere og andet godtfolk tilsyneladende alt for travlt med at være nysgerrige til at ville lukke munden på andre.