Find mere om:
Skæl for sig og slot for sig | musik.guide.dk

Skæl for sig og slot for sig

Begavet dansk førsteopførelse på Operaen af Dvoraks 107 år gamle havfruetragedie ”Rusalka”.

Operaen i København:

RUSALKA

Opera af Antonin Dvorak

til tekst af Jaroslav Kvapil

Iscenesættelse: Richard Jones

Scenografi: Giles Cadle

Lysdesign: Mimi Jordan Sherin

Musikalsk ledelse:

Michael Schønwandt

Til den 3. april

[x] [x] [x] [x]

I betragtning af, hvilke af historiens største operaer, der endnu har deres danmarkspremiere til gode, kan det godt undre, at Antonin Dvoraks ”Rusalka” fra 1901 er blevet rykket helt frem i køen.

Det er en ferskvandsudgave af eventyret om den lille havfrue - i dette tilfælde vandånden Rusalka - der så gerne vil være menneske og elske sin prins, med fatale konsekvenser for alle. Her er den dog fortalt som fuldbårent romantisk sørgespil uden den grænseoverskridende kristne forløsning, man møder hos H.C. Andersen.

Dvoraks tjekkiske version er en traurig skæbnefortælling om, at man ikke skal baske for meget med halen, for det skaber kun ulykker at stræbe efter noget. Skæl for sig og slot for sig, så at sige.

Melodier og fyld
Der er ganske vist smægtende melodier undervejs anført af den berømte sang til månen i 1. akt, og slutningen er det mest voldsomt tragiske operamusik, Dvorak nogensinde skrev - ”Rusalka” er i øvrigt også den eneste af hans operaer, der i nævneværdigt omfang har kunnet eksporteres uden for hans hjemland.

Men der er tillige betydelige mængder fyldmusik, tidsbunden folklore og småsentimental eventyr-tuttetnuttethed undervejs i den relativt lange og sjældent særligt dynamiske eller uforudsigelige opera.

Ikke desto mindre har den engelske instruktør Richard Jones og hans hold fået skabt en eksemplarisk fokuseret og stringent forestilling. Den formår at være iderig uden at kamme over i hittepåsomhed og rammer jævnligt en fin kombination af eventyr, gru og humor, som det ind imellem nærmest kniber for musikken at leve op til, uanset hvor store og hvor poetiske følelser Michael Schønwandt ihærdigt arbejder på at piske frem i orkestret.

Fra eventyr til luderbar
De tre akter er virkningsfuldt placeret i hver sin kultur, også historisk: Vandåndernes mytologiske naturverden til at begynde med, efterfulgt af prinsens feudale, klaustrofobiske hof og sluttende på en moderne, dekadent luderbar, hvor de fordømte kvinder lokker mændene i fordærv og døden.

Foruden at der i alle tre tilfælde er adskillige inspirerende detaljer at glæde sig over i kulisser såvel som i lyssætning. Fra månen, der højt hævet over det hele betragter ånders og menneskers dårskab, og heksen Jezibabas lille hytte, der nok ser uskyldig ud, men hvor forfærdelige ting tydeligvis kan ske, til det dumpe brag, når endnu en troskyldig mand har ladet sig kysse ihjel og i afgrunden.

Ret til prinsen
Gitta-Maria Sjöberg formår som få at forene troskyldighed og temperament, også her i hvad der ind imellem ligner en slags Madame Butterfly med finner. Lige så drømmende og renfærdig, hendes Rusalka er, lige så heftigt og blodrigt insisterer hun også på sin ret til prinsen og kærligheden, uanset al den smerte, det koster, og om det så knuser dem begge til sidst, og Sjöberg har både stemmen og karismaen til at spænde over det hele.

Hun har imidlertid også fortjent en bedre prins. Med lejlighedsvis klemt stemme, lidt for blafrende toptoner og en trods sin størrelse underligt tyndbenet udstråling kommer Johnny van Hal ikke særlig tæt på at forlene prinsen med det format og den styrke, han trods al sin vankelmodighed må have, både for at Rusalka skal forelske sig i ham til at begynde med, og for at han selv vil gå i døden for hende til slut.

At Susanne Resmark får spillet og sunget heksen helt ud som grotesk, på én gang komisk og rædselsvækkende monster, kan til gengæld ikke være nogen overraskelse for hendes stampublikum.

Mens den slovakiske basbaryton Gustav Belacek er særdeles overbevisende som Rusalkas skiftevis velmenende og hævngerrige far, Søtrolden, og Tina Kiberg i den lille, men centrale rolle som prinsens forlovede får lejlighed til at agere den iskolde karrierekvinde mindst lige så meget som at synge hende.

Dermed er der tale som noget så usædvanligt som en operaopsætning, der gør sit musikalske forlæg bedre og mere bevægende, end det er i sig selv, og på den måde også dementerer operaens egen morale: Vist kan ambitioner indfries og begrænsninger overskrides.

Og Richard Jones kan kun komme for langsomt tilbage til Operaen.













Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...