Tina Dickow: A Beginning, A Detour, An Open Ending

Tina Dickow:

A Beginning, A Detour, An Open Ending

Finest Gramophone/A:larm Music

For os album-lyttere handler det grundlæggende om at få så gode sange som muligt.

Antallet er i princippet underordnet, ikke mindst når man husker på, at gode plader sagtens kan indeholde seks, otte eller ti sange.

Det er heller ikke vigtigt, at sangene præsenteres på flere cd'er.

Tværtimod er det meget nemmere at huske én cd til stereoafspilleren i hjemmet, bilen, båden, og hvad man ellers har af transportmidler. Her ser jeg så bort fra, at man - I og jeg - har fået for vane at gemme musikken på dén mobile afspiller, der kan rumme tusindvis af numre.

For Tina Dickow har det på den nye udgivelse tydeligvis været vigtigt at putte tingene - sangene - i kasser.

Underholdende selskab

Nogen har én betydning og hænger sammen.

Andre har en anden betydning og bør være i et anderledes selskab.

Fair nok, ikke mindst når man som lytter føler sig i underholdende og intelligent selskab. Tak for det.

Når det er sagt, ville det i mine ører have været en god idé, hvis der var blevet skåret mere ind til benet. En halv snes fornemme sange frem for det dobbelte.

Havde Tina Dickow gjort det, havde hun måske udgivet sin allerbedste plade! Og hun kunne sagtens have gjort det. Hun har nemlig i flere år haft sit eget pladeselskab.

A Beginning

På første - og bedste - skive, er "Quarter To Forever" et vigtigt sted at gøre holdt. Som fan af Joni Mitchell kan man ikke lade være med at tænke, at danske Tina til tider planker ikonets sangforedrag.

Men det gør ikke noget, da arrangementets let melankolske stemning lægger sig smukt omkring de flot afsendte gloser.

En fin finesse er også, at selv om nummeret har en nemt tilgængelig poppet ramme, udvikler sangen sig hele tiden ved hjælp af de instrumenter, som dukker op og forsvinder.

Andre fornemme numre er den drømmeagtige "All I See" og "Get To Know You", der indeholder meget mere groove, end man opdager i første omgang.

Så er der også den simple sang om den besværlige kærlighed, "In Love". Et nummer til den smukke mand, der endnu ikke ved besked om, at han har en beundrer.

A Detour

På den anden cd er det sværere at falde pladask for en sang. De tre første fanger mig ikke rigtigt. Hverken produktionerne eller lyrikken er specielt magnetisk.

Men med "London", Tina Dickows hjemby i en årrække, sker der noget anderledes.

Alene det at synge om en af verdens mest berømte byer er modigt - og at kunne finde ud af at placere en god personlig historie i forlængelse af sangtitlen, gør projektet endnu mere interessant:

"Seven years since I first stepped off of this plane, and still this city doesn't know my stories or my dreams or my first name. Someday I have to say goodbye to the city that showed me, awoke me and broke me. Someday I have to say goodbye to London."

Retro og rock

Der er også noget særligt over arrangementet. Det har noget lidt ubestemmeligt retro over sig, lidt rock'n'roll og lidt spillemandsagtigt, og derfor i sidste ende noget ganske særligt.

Med "Friend In A Bar" er der til gengæld ikke så meget både og over musikken.

Det er bare en god på en gang eventyragtig og socialrealistisk fortælling i et gennemført arrangement, som man godt kunne placere i både de flippede 1960'ere og de mere realistiske 1970'ere, og som man helt sikkert ville spidse ører til, hvis man hørte det i morgen på en bar eller scene i London - eller København.

Tredje gode skæring på den anden cd er "The Road".

Igen fornemmer man inspiration fra Joni Mitchell, og med sit roadtrip kunne man lige så godt være iagttager af en scene, der udspillede sig på en daglang rejse på en motorvej i USA som en firehjulet køretur fra Århus til København.

An Open Ending

På den tredje cd, hvor der generelt set er mere fylde i arrangementerne, er det først med det yderst kortfattede meget fransk-filmiske instrumentalnummer "In Circles" og den uortodokse duet "Walls", at jeg for alvor bliver indfanget.

Det gør jeg så også.

Der sker noget helt nyt rent produktionsmæssigt, og selv om Tina Dickow og den islandske sanger Helgi Jonsson stiller op til duet, fungerer mødet især, fordi de fremstår som stærke modsætninger, der ikke stræber efter et pænt kollektivt udtryk.

Tværtimod er der noget pudsigt skævt og nærmest ufærdigt over sangen, som dermed tilfører Dickow en helt ny slags dynamik, som hun godt må lege videre med fremover.

Flere spørgsmål

Hvad der sker i fremtiden for den prisbelønnede og kommercielt set meget succesrige solist, kan man kun gætte på.

Men på den tredje cd's sidste nummer, "An Open Ending", gør hun det klart, at hun hverken har givet alle svar eller stillet hvert eneste spørgsmål.

Nysgerrigheden er altså i behold.

"It's time to go find something that'll last, that no one can lose or break. It's time to own up to the task. Go make your own mistakes."