Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Sufjan Stevens - Carrie & Lowell | musik.guide.dk

Uafrystelig intimitet

Sufjan Stevens viser mod og stålsat poetisk vilje på mesterligt album.

SINGER/SONGWRITER
SUFJAN STEVENS
CARRIE & LOWELL

Playground Music


Sufjan Stevens er en af tidens bedste amerikanske singer/songwritere. Han har rødder i folkmusik, men han har også lavet storslåede arrangementer. Nu spares der igen på virkemidlerne. Sangeren fylder snart 40 år, og han ransager fortiden. Gamle skeletter og traumer vælter ud af skabet på den mesterlige ”Carrie & Lowell”. Titlen refererer til moren og stedfaren. Moren skred, da Sufjan var ganske lille, og hun havde en grænseoverskridende, tragisk skæbne: Skizofreni, depression, stofmisbrug, hjemløshed og kræftdød i 2012.

Dødsmantra

”Fourth of July” er både udtryk for livsforundring og et forsøg på at finde afklaring. Sufjan Stevens har en samtale med moren – muligvis fantaseret – hvor hun undskylder og konkluderer, at hendes forsvinden var det rigtige valg, og at sønnen skal omfavne livet. Sangeren gentager det trøstende mantra “we’re all gonna die” otte gange til sidst. Men vi forstår, at det langtfra er nok. Den grusomt rørende effekt forstærkes af indadvendt drømme-summende ambient-klange. Det er stor kunst og næsten ubærligt, når Stevens tilføjer erindringer fra skoletiden, som kredser om en ulidelig venten på, at fremtiden omsider skal begynde. Pointen står klar: vi mennesker spilder år af vores liv på konflikt og gold planlægning. John Lennon kogte det engang ned til, at ”life is what happens to you while you’re busy making other plans”. Sufjan Stevens planer er tilmed ofte kollapset, og han viser sangskriver-mod ved med poetisk vakte sanser at opsøge nederlagets bitre svien. I ”Drawn to the Blood” gør det bogstavelig talt ondt, for den handler om et voldeligt forhold: ”My prayer has always been love/What did I do to deserve this?/With blood on my sleeve.”

Kronisk overhørt

Afmagten er total, og fortiden er en slags blindgyde. Men den afdæmpet arrangerede og skønhedsjagtende musikalitet kan være en helende kraft; forvent emotionel højspænding, når Stevens åbenbarer sine hudløse hymner.

Den canadiske singer/songwriter Ron Sexsmith kender også til frustration.

Han har lavet en ordentlig stak album, men det store gennembrud er udeblevet. Anerkendelsen er dog bl.a. nået ham via andre kunstneres fortolkninger af hans sange. De er bl.a. blevet plukket af Katie Melua, k.d. lang og Rod Stewart.

Det nye Sexsmith-udspil er ikke hans bedste. Det tæller for mange ensartede og halvkvædede sange, der ikke rigtig kommer ud af det beklumrede sangskriver-indelukke.

Ærgerligt, for de flankeres af fine skæringer, der er anderledes ude i det fri med musikalsk bevægelighed og udsyn.

Blandt de anbefalede lyt er den sødmefyldte, Paul McCartney-lignende ballade ”Sure as the Sky”, ”Lucky Penny”, hvor forelskelsen sidder i den tummelumske frasering, og ”Getaway Car”, der kører på bluesgroovy brændstof.

Anmeldelse af Tina Dickow - Whispers

25-08-2014: Tina Dickow blænder op for intimt drama til den indre biograf med ”Whispers”. Læs artikel

Anmeldelse af Sebastian - Så blidt til stede

13-04-2015: Ny plade med Sebastian dokumenterer, at vokalen er mere skrøbelig – men sangene holder, og humøret er højt. Læs artikel

Anmeldelse af Marie Key - Tænker du vi danser

01-02-2015: Marie Key knækker ikke under voldsomt præstationspres. Men hun giver køb på sit excentriske særpræg. Læs artikel

Anmeldelse af Leonard Cohen - Popular Problems

20-09-2014: Leonard Cohens nye album hylder langsommelighed og lyner jævnligt af elektrisk poesi. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...