Delte meninger om dansk Dylan

Duer Dylan på dansk? Det er dagbladenes musikanmeldere uenige om. I Morgenavisen Jyllands-Posten får Steffen Brandts danske Dylan-plade ”Baby Blue” fem ud af seks mulige stjerner, mens den århusianske TV-2-sanger må nøjes med tre i andre medier.

»"Baby Blue" er en afgørende personlig satsning for Steffen Brandt,« skriver Morgenavisen Jyllands-Postens musikanmelder Jakob Lambertsen.

»Ikke en ydmyg eller respektfuld fortolkning af 18 Dylan-numre, ja, dybest set slet ikke en Dylan-plade, selv om alle melodier og originaltekster er skrevet og engang sunget af nordamerikaneren. Brandt er stadig lige så meget Brandt , som Dylan altid har været Dylan. Det er TV-2-sangerens gennemførte og indædte debutplade som solist. Indædt er i øvrigt ikke det rette ord, når det gælder Steffen Brandts stemme og stemninger. I modsætning til Dylan er han åben og direkte i sin udlægning af sangene. Og dog mere alvorsfuld, end vi kender ham.«

Tro og utro

Berlingske Tidendes musikredaktør, Thomas Søie Hansen, er også glad for de danske Dylan-sange. Han giver fire stjerner med ordene:

»Brandt er tro, men utro. Rigtig ofte på den gode måde, for han lykkes med at oversætte Dylans slang, talemåder og billeder til noget, der giver mening på dansk. Glemmer man de fine linier et øjeblik, oplever man i samme sang hos Dylan en tordnende beskidt, musikalsk sump og nerve, som er helt, helt fantastisk. Hos Brandt klinger det mere rocket, mere lys og mindre kompromisløst end hos den Dylan, som satte næb til mikrofon for over 40 år siden.«

På Ekstra Bladet er musikanmelder Thomas Treo langt fra enig:

»Brandt er en begavet ordjonglør, og hans leg med forlægget virker ganske veloplagt, men ved at runde kanterne af sangskatten almindeliggør han juvelerne, der ofte bliver ufarligt matte i munden på den 56-årige charmør, hvis stemme er endnu mindre end resterne af Dylans,« skriver han og giver tre stjerner.

Udynamisk

Politikens musikredaktør, Erik Jensen, nøjes også med tre stjerner:

»Når man til den ordrige fortolkning på så umelodisk et sprog som dansk lægger Nikolaj Nørlunds knastørre produktion, der lyder, som om den er foretaget på den gamle skole med en satans stiv pegepind som dirigentstok, er resultatet rent musikalsk underligt farveløst og faktisk forbløffende kedeligt for mange af sangenes vedkommende. Det er cool og fint, at der ikke er antydning af fedt på dette ben, afkogt på 1960’ernes rock, men det lyder også alt for ensartet og udynamisk. Over for det hold kommer Steffen Brandt som sanger ofte til at lyde lidt mat og bleg.«

Blodfattig produktion

Information giver ikke stjerner, men anmelder Klaus Lynggaard er langt fra imponeret over de fordanskede Dylan-klassikere:

». . . matcher Baby Blue forlæggene? Nej, det gør den så ikke. Langtfra, endda. Ingen af de involverede er på niveau med situationen. Produktionen er monokrom og blodfattig, musikalsk taler vi det nagende nøjsomme, og arrangementerne er skræmmende uopfindsomme.«

Klaus Lynggaard mener desuden, at Steffen Brandt ligger sig for tæt op ad Bob Dylans fraseringer.

»Endelig kæmper solisten hørbart med at frigøre sig fra forlægget, men falder igen og igen for fristelsen til at frasere som Dylan, hvorfor det er lovlig flot at tale om decideret ”fortolkning”. Som tommelfingerregel fungerer det bedst, når det lyder mest som Brandt selv, men der er langt imellem, at det sker. På egne ben er Brandt efter min mening en af vor store antisangere, men her har venerationen taget overhånd.«