Rasmus Lyberth ved Tønder Festival for fire år siden. Foto: Carsten Andreasen
Roots
Rasmus Lyberth Band:
Hey Hey
Atlantic Music
Grønlænderen Rasmus Lyberth kan noget med sin stemme, som er unik.
Selv om man ikke forstår et ord af teksten, distraherer det slet ikke. Den hænger så meget sammen med musikkens stemning, at man nemt danner billeder og tror, at man forstår.
På en måde kan man slet ikke adskille stemmen og musikken. De indgår i et hele.
Alsidig er hr. Lyberth. Eksempelvis indleder han med et gyngende bluesnummer, som leder tankerne på et af de bedste afdæmpede bluesnumre, som Eric Clapton og co. kan levere.
Så drejer han stemningen til et smukt folkpop-nummer uden antydningen af blues. Dernæst bliver musikken lidt tungere og rockagtig med elektriske guitarsoli, men det passer til hans sang.
Og sådan fortsætter det.
Og vi danskere er ikke alene om at kunne kapere det uforståelige sprog. Rasmus Lyberth turnerer i USA, Mexico, Canada og det meste af Europa.
I år blev han oven i købet inviteret til BBC's prestigefyldte promenadekoncerter for verdensmusik i The Royal Albert Hall.
Det er heller ikke en hæmsko, at han er en munter entertainer, når han optræder live. Det bliver til masser af grin blandt publikum mellem numrene, når han tegner og fortæller.
I Tønder stiller han op med guitaristen fra Grønland, Michael Hansen, som eneste akkompagnatør. På denne cd leverer Hansen sit bidrag til en helstøbt cd.
Man kan faktisk spare flybilletten til Grønland ved at købe denne cd. Der er så meget stemning af grønlandske landskaber, men også kærlighedens op- og nedture.
Rasmus Lyberth har stået for alle sangene, men slet ikke alle er nyskrevet. Han har fundet et par sange frem fra 1973 til den nye cd, men de falder bare fint ind i helheden. Og titelsangen er skrevet i 2006 i Odense.
Blå bog
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



