Peter Doherty (Øksnehallen)

Øksnehallen:

Peter Doherty

Torsdag aften

Kald ham, hvad du vil. Men kald ham ikke kedelig.

Peter Doherty har været sensations-avisernes darling i de seneste seks år på grund af sin uhyrlige og umættelige trang til stoffer og eskapader - bl.a. i selskab med ekskæresten og vildkatten Kate Moss.

Faktisk er Doherty helt oppe på niveau med Keith Richards og Shaun Ryder, når det gælder om at skeje ud efter rock’n’roll’ens misbrugs-ABC. Doherty har trukket et spor af skandaler i sit farvand med dødssyge zombie-koncerter, aflysninger, tyverier, fængselsdomme og et stofmisbrug, som de færreste ville have overlevet. Det er for længst endt med at være mere sørgeligt end sjovt, og musikken er nærmest fuldstændig forsvundet ud i horisonten.

Bl.a. fordi Dohertys bedste sangskriver-periode ligger 5-7 år tilbage i tiden sammen med bandet The Libertines.

Narko-ikon

Nu prøver narko-ikonet vist nok at få musikken tilbage i fokus, og hans seneste akustiske udspil kunne have heddet ”Save Me from this Rock’n’roll”. Det elektriske stik er trukket ud, og sangene er i et lunt og snorkende tilbagelænet akustisk snit.

Så lad mig trække i land med indledningen. For faktisk har sangeren tegnet sig for en af sine største skandaler ved nu at fremstå – ja faktisk kedelig!

Helt så galt gik det ikke i Øksnehallen, selv om den 30-årige sanger fortsatte helt ud i den akustiske yderlighed.

Ensom entertainer

”Graham Coxon (guitarist kendt fra Blur, red.) fik sceneskræk i sidste øjeblik, så jeg er alene. I kan få pengene retur ved indgangen,” jokede Doherty. Mens han trissede omkring på scenen som en skødesløs entertainer, der denne gang ikke var mere skæv, end at han kunne finde frem til sine fadøl på scenen – og til kontakten med publikum.

Hans akustiske guitarspil vekslede mellem dynamisk nærvær og det rene lal.

Doherty er bedst, når han hidser sig op og skifter musikalsk spor og intensitet på et øjeblik. Så lyder han som en sømands-punker, der har sparket kaptajnen overbord og nonchalant drejer på roret med den ene hånd, mens han bæller rom med den anden.

Men i andre guitar-”soli” fremstår han aldeles amatørisk og ubehjælpsom, og han taber tråden, så vi andre taber kæben. Det er her, Santana ville styrte hen og hive i hovedafbryderen til strømmen. Men omvendt ville Doherty nok også fryde sig over at klippe kablet, når Santana spiller endnu en uendelig og ubærlig selvsmagende soli.

Ærke-britisk

Trods det haltende niveau skrålede det ganske unge publikum med i Øksnehallen, når den britiske generations-helt brændte egne klassikere af som ”Fuck Forever”, ”Albion” og ”Can't Stand Me Now”. Og i Dohertys fineste poetiske øjeblikke skildrer han da også med rørende autenticitet og helhjertet nerve nogle ærke-britiske glimt af overset skønhed og forfald.

Men det går altså ikke med solo-trippet på scenen, for Doherty er en alt for middelmådig musiker.

Så hvis nogen lige vil vække Graham Coxon, næste gang det går løs i København, vil det løfte musikken gevaldigt.