Peter A.G.: Det scene show

SINGER/SONGWRITER

PETER A.G.:

DET SCENE SHOW

A:larm Music

UDKOMMER I DAG

Det er efterhånden en del år siden, at Gnags var toneangivende - eller bare nogenlunde respekteret. Man kan mene, at det ikke er fair med det bulede renommé, når man tænker på, hvor mange klassikere Peter A.G. og Gnags har frembragt med en for rocken unik poetisk tæft.

Fabulerende og humoristisk prægtige album som ”X” og ”Den blå hund” er rene mesterværker i denne skribents bog.

Men omvendt sled bandet sig selv op i musikalsk repetition. Selv stod jeg af i slut-1980'erne - mættet af bandets stivnede hippie-humanisme, politiske korrekthed, højskole-reggae og live-rutinen med danskvand-douchen. Gnags blev en tykhudet dinosaur, der nægtede at dø.

En underlig fisk

Nu har Peter A.G. tilsyneladende set artens udryddelse i øjnene. Han er blevet gammel og har muligvis puttet noget i kaffen, for soloalbummet ”Det scene show” er en genopstandelse for en sangskriver, som har masser af hjerte. Men vigtigere: Denne gang også en masse på hjerte.

Peter A.G. drager på tidsrejse tilbage til de fjerne barndoms- og ungdomsminder i det vestjyske Skjern, men afstanden fordufter fuldstændig i et magisk nærvær af lyrisk bramfrihed og uanstrengt musikalitet.

Man tror på det uglamourøse portræt af den ensomme og stammende unge fyr med neglerodsbetændelse, som i stedet omfavner en guitar og betror sig til hele verden. Et velkendt sangskriver-paradoks, som A.G. heldigvis ikke dvæler unødigt ved.

Den personlige skæbne bliver i stedet platform for en stribe universelle øjebliksbilleder, der indfanges sanseligt smukt og med afvæbnende humor.

På tivolipladsen synger han »lige som jeg synes det skal være/ som en statue af friheden til at være her/ Lykkehjulet drejede sin knitrende sang.« Og som enspænder er han den, der »sang om fællesskabet/ det var nu engang min måde at dele det.«

Hans ”Penny Lane”

Der er fine erindringsglimt fra A.G.'s egen ”Penny Lane”. Bl.a. i fortællingen om et umage par: Kvinden, der bryder fodrings-regulativet i parken, og den overbærende betjent, hvor begge bliver eksponenter for ensomhed og naturens symbiose.

I ”Det er efterår” vendes det mindste til det største: »Der er en evighed i dette blik/ siger min far og kaster skyggen/ ned på to kastanjer der ligger/ på stien og kigger.«

Musikalsk er der skruet helt ned for forstærkeren, men de diskrete og meditative skift i intensitet, og virkemidler står så meget desto stærkere.

Peter A.G. har heller ikke glemt sine grundlæggende melodiske dyder i de sensitivt prikkende ”Det er efterår” og ”Marianne Mortensen” - og i den excentriske ”Det er du da for gammel til det der, Peter”.

”Gå altid tilbage til en fuser” hed en gammel Gnags-sang. Med soloalbummet har A.G. netop omsat nederlagets triumf til et festfyrværkeri i slowmotion, som han lige nu er i gang med at omsætte til et liveshow på mindre spillesteder.