Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Niels Skousen - Lille Vega,.. | musik.guide.dk

Optaget af store og små spørgsmål

Rock: Den erfarne sangskriver Niels Skousen viste god form med både helt nye sange og gamle numre.

Lille Vega, København
Niels Skousen
Onsdag

»Verdensklasse!« konkluderede en tilhører på et tidspunkt.

Så god var koncerten ikke, men mindre kunne gøre det på en aften, hvor Niels Skousen førte bevis for, at han i en alder af 70 år stadig formår at forme sine sætninger, så man lytter efter – og bliver ved med at lytte efter, til sangen er slut og forbi. Denne type sangskriver, der både evner at mene noget og kan formulere sig på en spændende facon, er Danmark fattig på.

Niels Skousen er fortsat nysgerrig, indigneret og ikke mindst interesseret i verdens gang og menneskets bevægelsesmønstre i løbet af et liv. Som gammel modstander af EF og venstrefløjs-præget sangskriver og spillemand kunne man umiddelbart påstå, at hans ord og tanker er forældede og bedagede. Sådan er det bare ikke, når man hører hans plader fra de seneste 12 år eller overværer en koncert på et godt fyldt spillested.

Plads til alvor

Han kom med et nyt, stærkt album, ”Smil eller dø”, som blev en rød tråd for koncerten. Han begyndte med titelnummeret, der slog tonen an. Det skulle være en sjov og tankevækkende aften, men der skulle også være plads til en portion alvor:

»Livet er kort, men sådan er det. Vi begynder med en sut og ender i en ble. Smil eller dø.«

Niels Skousen sang ved hjælp af såvel de nye som ældre numre om et samfund med masser af frihed, men meget lidt tid. Derfor søger folk efter en dybere mening hos f.eks. en coach. Men giver den slags rådgivere i virkeligheden mening? Eller er det bedre at tænke selv?

»Jeg må have lov til at være lidt uforskammet. På en stilfærdig måde«

Han kiggede ud i verden og spurgte med inspiration fra virkelige hændelser, der overgik fantasien: Hvordan kunne det ske? At et menneske blev spærret inde i årevis. At en dreng gik amok med et jagtgevær. At prostitution finder sted i byens bedste kvarterer og er »så almindeligt, at det ikke er noget, man ser«.

Solisten kunne stå der på scenen og smile ud til publikum, mens han samtidig sang om noget alvorligt. Han kunne omvendt virke alvorlig og så fortælle en historie, som man ikke kunne undgå at grine ad. Sådan var det med hans selvransagende nummer ”68”.

Drømme blev til mareridt

Sangen handler om, hvordan nogle drømme blev til mareridt for ’68-generationen. For der var nogle verdensbilleder, der blev skabt dengang, som siden blev krøllet sammen i den virkelighed, som Niels Skousen altid har været så optaget af. Virkeligheden på Vega var, at hovedpersonen havde fået en mikrofon – eller en lydmand – der til tider gjorde hans vokal meget diskant. Ærgerligt, men til at leve med. Veteranen havde fire unge, dygtige musikere omkring sig. De kunne spille på de fleste instrumenter og håndtere mange forskellige genrer.

Indimellem kneb det dog med koncentrationen, og hvorfor kunne den dygtige guitarist Kristoffer Munck Mortensen ikke finde ud af at tage imod publikums hyldest, efter at han havde leveret en sej solo på sin elektriske guitar? Tag dog imod, mand! Det kunne Skousen finde ud af. Han sagde »wauw«, hans øjne strålede af glæde og taknemmelighed, og han var gavmild med numrene. Også for gavmild.

Kunsten at optræde handler også om at kunne begrænse sig.

Sætlisten med ordrige sange kunne godt have været skåret lidt til, og efter folks fællessang under Skousen & Ingemannklassikeren ”Herfra hvor vi står” havde det været oplagt at sætte punktum. Der skulle dog lige spilles lidt mere.

Skousens gavmildhed med tiden og sangene understregede under alle omstændigheder, at der er mange flere koncerter i en mand, der i 1960’erne ville være blevet kaldt gammel. Den går ikke længere.

Anmeldelse: Niels Skousen: Lyt til din coach

29-03-2010: Den erfarne sanger og sangskriver magter på sit nye, stærke album "Lyt til din coach" at betragte verden på afstand og bringe lytterne tæt på med præcise, poetiske tekster.

Læs artikel

Anmeldelse: Tina Dickow og Steffen Brandt (Roskilde-Hallerne)

09-05-2009: To af dansk musiks kommercielle giganter har slået sig sammen, og Steffen Brandt og Tina Dickow synger så selv verdens ulykkeligste mand må live lidt op.

Læs artikel

Anmeldelse af Sebastian - Så blidt til stede

13-04-2015: Ny plade med Sebastian dokumenterer, at vokalen er mere skrøbelig – men sangene holder, og humøret er højt. Læs artikel

Anmeldelse af Sufjan Stevens - Carrie & Lowell

06-04-2015: Sufjan Stevens viser mod og stålsat poetisk vilje på mesterligt album. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...