Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Joni Mitchell - Love Has Many.. | musik.guide.dk

Den bedste kvindelige sangskriver

Bokssæt: Den 71-årige Joni Mitchell fremstår som sin generations stærkeste kvindelige sangskriver. Et nyt bokssæt er en fremragende påmindelse om – eller introduktion til – hendes gavmilde stortalent som fortæller, sangerinde og producer.

Joni Mitchell
Love Has Many Faces
Rhino/Warner Music

Det var i 1973.

Joni Mitchell var netop blevet færdig med sit album ”Court And Spark”. Hun spillede det for bl.a. pladeselskabsfolk og Bob Dylan, som tilfældigvis var en del af selskabet af personer, der var noget ved musikken. Undervejs i lytteseancen lod Dylan, som om han var ved at falde i søvn, mens pladeselskabsbossen hellere ville tale om Bob Dylans aktuelle plade, ”Planet Waves”.

”Court And Spark” udkom i 1974, blev en sællert og udråbt til et af det års bedste album.

I dag betragtes pladen som en af Mitchells bedste, mens Dylans ”Planet Waves” hverken hos publikum eller kritikere er blevet betragtet som et af hans vigtigste album.

Det lille optrin med Dylan i en afgørende birolle understreger under alle omstændigheder, at Joni Mitchell på trods af hits og idoldyrkelse dengang i begyndelsen af sin karriere ikke fik ubetinget opbakning fra de mandlige pladebosser og kolleger – og konkurrenter.

I dag fremstår den 71-årige Joni Mitchell til gengæld uden tvivl som sin generations største kvindelige sangskriver – og vel nok populærmusikkens største kvindelige skikkelse i de seneste 50 år.

Hun har haft ordet i sin magt og i tidens løb opsøgt utallige genrer og fået opbakning i sin søgen efter musikalske svar af en række spændende og dygtige musikpersonligheder: Wayne Shorter, Larry Klein, Herbie Hancock, Peter Erskine, Greg Leisz, Billy Preston, Jaco Pastorius, Larry Carlton, Robbie Robertson, Steve Lukather, Manu Katché, Michael Landau og Thomas Dolby. Og mange flere til forskellige tider og genrer.

Levede det søde liv

Canadieren Joni Mitchell fik sit gennembrud som sangskriver sidst i 1960’erne med ”Woodstock” og ”Big Yellow Taxi”.

Hun hang ud med stjerner som Graham Nash og David Crosby og levede det søde liv på den solrige amerikanske vestkyst, der stod stærkt musikalsk i anden halvdel af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Joni Mitchell blev berømt og hyldet, men hun blev, som Dylan- anekdoten understreger, også mødt med en stor portion overbærenhed og mandschauvinisme.

Disse benspænd fra musikchefer, kolleger og konkurrenter gjorde hende endnu mere selvstændig og stædig – med svinkeærinder i løbet af karrieren til arrogance og selvhøjtidelighedens nabolag.

Hun var som regel yderst modig i sine valg af samarbejdspartnere. F.eks. arbejdede hun på lp’en ”Mingus” tæt sammen med jazzikonet Charles Mingus, der i sin karriere blev hyldet for sit sjældne talent og frygtet for sit iltre temperament.

Med det nye bokssæt ”Love Has Many Faces” har Joni Mitchell udvalgt flere end et halvt hundrede sange, der kredser om den gode, svære, underfundige og smukke kærlighed.

»Jeg er en maler, som skriver sange. Mine sange er meget visuelle,« siger hun selv om sin sangskrivning.

Hendes numre er præget af – ofte meget lange – fortællinger, som holdes i et spændstigt, poetisk sprog. Der er stor håndgribelighed i mange af sangene, som man derfor nemt kan tage til sig: »You’re a kind person/You’re a cold person, too«

Andre steder skal man væbne sig mere med tålmodighed, hvis man vil ind bag den smukke kærlighedspoesi. Og det vil man. For som hun synger:

»Stay in touch/We should stay in touch«

Langtfra kronologisk

Udvalget af sange strækker sig fra de tidlige plader med akustisk og folkrockpræget musik over de i forskellig grad jazz- og avantgardeprægede værker til udgivelserne farvet af synthesizere, pop, soul og rock samt pladen, som med orkester retablerer gammelt materiale i anderledes arrangementer.

Det er langtfra noget kronologiskpræget bokssæt. Sange fra forskellige tider kan således udgøre et naboskab, og det virker godt for såvel ører som nysgerrighed og forståelse af værket, at f.eks. ”Blue” fra det akustiske album af samme navn (1971), ”Tax Free” fra det synthesizerprægede ”Dog Eat Dog” (1985), ”The Wolf That Lives In Lindsey” fra det jazz- og avantgardeprægede ”Mingus” (1979) samt ”Hana” fra ”Shine” (2007) læner sig op ad hinanden.

Hovedpersonen – stemmen – er trods aldersforskellighederne den samme hele vejen, og Joni Mitchell har alle dage – sang for sang på et album og fra album til næste album – aldrig forsøgt at gentage sig selv. Hvorfor skulle hun så gøre det på denne omfangsrige udgivelse?

Hun har selv skrevet det lange, forrygende forord, der følger med bokssættet.

Det handler om karrierens beslutninger og oplevelser, og førnævnte Dylan-anekdote er taget herfra. De mange ord kan betragtes som et manifest: Det var, hvad Mitchell ville med sin karriere, og det er, hvad hun på godt og ondt har set ske omkring sig.

At hun ikke har meget til overs for musikbranchen, er en gammel nyhed. Men der er alligevel noget ekstra til vores hjerneceller, når hun med skarp pen gør det klart, at der mangler talenter i musikken.

Musikfest eller porno

Joni Mitchell tager udgangspunkt i, at en mand, der repræsenterede en række pladeselskaber, i en radioudsendelse udtalte, at man ikke længere leder efter talent. I stedet søger man efter et stærkt look – udseende og attitude – og samarbejdsvilje.

Joni Mitchell understreger herefter, at hun er ude af sync med disse tragiske tider. Hvad er det for et særligt look, man leder efter, spørger hun og giver udtryk for, at den amerikanske musikprisfest Grammy på grund af alle de letpåklædte popstarletter mest af alt minder om en pornokongres. Er det sådan, man skal se ud, spørger hun.

»Jeg er blevet 70 år. Det er 30 år siden, jeg var en attraktiv, moden kvinde. Her kan man da tale om et specielt udseende,« skriver hun.

Hun gør sig til modstander af den middelmådighed, der efter Mitchells opfattelse trives i bedste velgående i populærmusikken. Hun vil udelukkende være med, hvor der bliver trukket i retning af et højt kunstnerisk niveau.

At Joni Mitchell har det sådan, giver sig selv, når man lytter til det nye bokssæt.

Blå bog

Joni Mitchell

  • Fødenavn: Roberta Joan Anderson.
  • Født den 7. november 1943.
  • Kommer fra Fort Macleod, Alberta, Canada.
  • Flyttede midtvejs i 1960’erne til USA og begyndte at turnere og arbejde som sangskriver. Således blev numre som ”Chelsea Morning” og ”Both Sides Now” indspillet af andre.
  • Udgav sit debutalbum, ”Song To A Seagull”, i 1968.
  • Udvalgte album: ”Blue” (1971), ”Court And Spark” (1974), ”Hejira” (1976), ”Don Juan’s Reckless Daughter” (1977), ”Mingus” (1979), ”Dog Eat Dog” (1985), ”Turbulent Indigo” (1994) og ”Shine” (2007).

Anmeldelse: Bob Dylan: Together Through Life

27-04-2009: Populærmusikkens største sangskriverskikkelse lægger navn og stemme til for mange uinteressante arrangementer. Et par steder ender det med røvballerock.

Læs artikel

Anmeldelse af Leonard Cohen - Popular Problems

20-09-2014: Leonard Cohens nye album hylder langsommelighed og lyner jævnligt af elektrisk poesi. Læs artikel

Anmeldelse: Leonard Cohen: Old Ideas

28-01-2012: Leonard Cohens elegance fornægter sig ikke, men denne gang giver han ikke så megen plads til kvinderne som på sine to foregående studiealbum. Læs artikel

Anmeldelse: Rufus Wainwright: House Of Rufus

17-12-2011: Pop: Til næste år vender Rufus Wainwright tilbage til Danmark og stiller op til en koncert med nye sange. Med et omfattende bokssæt gør han status over sin karriere så langt. Læs artikel

Anmeldelse: Bob Dylan: The Original Mono Recordings

21-10-2010: Bob Dylans første otte album udkommer i opdaterede monoudgaver, der gavner oplevelsen af de mange klassikere. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...