Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Allan Olsen, Oktober og strygere fra Aarhus Symfoniorkester (Musikhuset Aarhus)

Allan Olsen åbnede Århus Festuge sammen med jazzmusikere og strygere, men gik uden om de vilde eksperimenter.

Musikhuset Aarhus, Århus Festuge:

Allan Olsen, Oktober og strygere fra Aarhus Symfoniorkester

Fredag aften

Hvem er det, der kommer der?

En mand lunter ind på scenen i pæn skjorte, bukker høfligt og modtager publikums applaus?

Det kan da ikke være den samme Allan Olsen, som for et par uger siden optrådte som del af den tilbagelænede trio Dalton på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

Sammen med Lars Lilholt og Johnny Madsen underholdte Allan Olsen med løst sammensat rockmusik og farverige fortællinger om druk.

Nye naboer

Jo, det var skam ham. Han havde blot fået nye legekammerater. Eller naboer, som det hedder i årets version af Århus Festuge.

Der var ingen drukhistorier, da Allan Olsen, jazzorkestret Oktober samt strygere fra Aarhus Symfoniorkester optrådte i ubesværet samspil i Musikhuset Aarhus foran dronning Margrethe og omkring 1.000 øvrige inviterede gæster.

Finurlige tekster

Allan Olsens sange var let genkendelige trods de nye musikalske ingredienser.

”Lille gråspurv, er du dum eller hva’?,” sang hovedpersonen og mindede dermed om, at teksterne trods alt er det vigtigste element i hans univers.

Ikke kun dyrene stod for skud. Der var også den om kvinden, som var så frygteligt grim.

”Hun ligner noget, der har været ild i engang, som ingen gad at slukke,” sang han køligt.

De færreste skriver så krøllede tekster som Allan Olsen, der peger fingre af både politikere og Berlingo-bilister.

Havde han læst sine sangtekster op som digte i Musikhuset Aarhus, havde jeg været mindst lige så godt underholdt.

Ingen vilde eksperimenter

Men nu var scenen fyldt med musikere, som mestrede det meste. Og det lød fantastisk, ingen tvivl om det.

Der var både ballader, lidt hurtigere sange samt noget, der mindede om dansktop, men fare på færde var der aldrig.

Allan Olsen styrede uden om de vilde eksperimenter, som man med rette kan forvente, når så vidt forskellige musikere mødes på festugedirektør Jens Folmer Jepsens initiativ.

Flere steder blev det lidt for pænt, som om jazzen og strygerne blot lå som et tyndt lag glasur på toppen af Olsens sange.

Det var ironisk nok ”Balladen om Rosa”, som Allan Olsen måtte afbryde og tage forfra, der fungerede bedst i dette musikalske sammenskudsgilde.

Her fungerede eksempelvis strygerne som en integreret del af det samlede lydbillede.

Manglende vildskab

Med lidt mere vildskab havde denne særprægede koncert uden tvivl løftet sig yderligere.

Mika Vandborg har vist sit værd som støjende guitarist i både Gnags og gendannede Love Shop, men i Musikhuset Aarhus skulle vi helt hen i finalen, før han fik plads til at levere noget, der med lidt god vilje kunne karakteriseres som larm.

Og så var det slut. 50 minutter fik vi.

”Det har været en smuk oplevelse. I var fantastiske. Tak for det. Jeg har fået nye naboer,” sagde Allan Olsen, da han for anden gang blev kaldt ind for at modtage klapsalver.

Galleri: Sangskriver

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...