Tannhäuser, Operaen i København

Operaen i København: TANNHÄUSER af Richard Wagner.

Iscenesættelse: Kasper Holten.

Scenografi og kostumer: Mia Steensgaard.

Koreografi: Signe Fabricius.

Musikalsk ledelse: Friedemann Layer.

Til 1. februar.

www.kglteater.dk.

Med den rette dirigent, aktuelt er det østrigeren Friedemann Layer, kan Det kongelige Kapel spille med en kultiveret fylde, et overskud og et nærvær, så man holder op med at tænke over hvordan de gør det, og bare lader sig rive med af hvor stærkt det virker. Foruden at det ikke er en floskel, når Operakoret jævnligt udråbes til i hvert fald ét af verdens bedste, og her i Richard Wagners ”Tannhäuser” selv efter sin egen standard fejrer triumfer.

Sidst men ikke mindst har man i disse år et sangerensemble, der stort set uden gæstesangere kan besætte selv den håndfuld eliteroller, som ”Tannhäuser” rummer, med lutter helstøbte, lige så velsungne som scenisk gennemarbejdede og medrivende præstationer: Stig Fogh Andersen i titelrollen som den temperamentsfulde, men splittede middelaldersanger, Tina Kiberg som hans trofaste og tilgivende elskede Elisabeth, Susanne Resmark som forførersken Venus og Stephen Milling som den magtfulde grev Hermann, samt som eneste gæst den finske baryton Tommi Hakala som Tannhäusers anderledes noble og retlinede kollega Wolfram.

Fremad mod fortiden

Hos Wagner foregår operaen fra 1845 (han reviderede den flere gange) i 1200-tallet, hvor Tannhäuser vakler mellem den hedenske, sanselige Venus og det kyske, kristne miljø han kommer fra og vender tilbage til. Efter at have lavet skandale under en sangerdyst på borgen Wartburg beordres han på pilgrimsfærd til paven i Rom, og vender senere hjem uden at kunne være sikker på sin frelse.

Kasper Holten har derimod i sin iscenesættelse erstattet Wagners handling med sin egen. Temmelig bogstaveligt: i programteksten er der intet referat af den oprindelige handling, kun Holtens arbejdsnotater, som den intet ondt anende tilskuer godt kunne forledes til at tro var komponistens egen fortælling.

Frelst af kunst

Så her er handlingen flyttet op til Wagners egen tid, hvor den frie troubadour Tannhäuser er blevet til en selvmedlidende digtertype, som er splittet mellem sin kunst på den ene side og sin familie og sin højborgerlige verden på den anden.. Venus symboliserer her kunstnerens kreativitet, mens frelsen er forløsningen hvor kunstneren skaber sit mesterværk.

Det lyder muligvis radikalt, men det virker ikke sådan. Reelt er der blot blevet udskiftet et par byggeklodser i intrigen; blandingen af storøjet mirakeltro og kulturpessimisme er helt intakt – hos Holten endda tilført yderligere et påfaldende lag af besk håbløshed, sådan som borgerskabet til slut applauderer den faldne digter.

Fantasiens labyrint

Navnlig i første akt får kunstnerselvmedlidenheden frit løb, og Stig Fogh Andersen – der ellers mestrer ét af Wagners mest krævende tenorpartier fornemt - er mestendels bare sat til at tumle rodløst rundt på scenen. Alt imens en del af handlingen mere eller mindre overbevisende lader til blot at foregå i hans forvirrede fantasi, som hele den surrealistiske labyrint af trapper i mange retninger i Mia Stensgaards effektive scenografi muligvis også har noget med at gøre.

Anden akt forløber derimod stort set traditionelt, bortset fra at sangerdysten er blevet til et højborgerligt koncertarrangement med småsovende anmeldere, og det er jo som at være der selv. Bortset fra at instruktøren åbenbart også mener at skulle stave alting for publikum her, så Venus dukker op og markerer sig hver gang Tannhäuser er i splid med sig selv.

I tredje akt drager Tannhäuser ved denne lejlighed imidlertid ikke til Rom, men låser sig inde i sit studerekammer og digter mens den hårdt prøvede Elisabeth sygner hen. Da han endelig kommer ud, er det ligesom hos Wagner for sent.

Men modsat hos Wagner er der altså ingen egentlig guddommelige indgriben i vente. Kun bourgeoisiets blaserte jubel, tilsyneladende frit efter slutscenen i Stanley Kubricks filmklassiker ”A Clockwork Orange”.

Videre trods alt

Muligvis har Holten gang i noget meget personligt her om kunst, omkostninger, publikum og medier. Men som udlægning af ”Tannhäuser” kunne det i al sin velsmurthed, dygtige personinstruktion og ferme koreografi dårligt være mere misvisende.

For nok er historien også hos Wagner en blanding af tragedie og postuleret frelse. Men musikken er både i Venusbjerget og hos de pæne mennesker på Wartburg så skiftevis udtryksfuld, personlig, grandios og jublende, og sådan spilles den også her, at den i sig selv undsiger alt hvad den lidt klistrede syndsforladelseshistorie måtte indebære af pessimisme.

Og det var heller ikke på Wagners tid handlingen og kunstnerromantikken, der fik det sidste ord, det var netop musikken. For hvor Tannhäuser bliver offer for sin egen uafklarede splittelse, fortsatte Wagner selv videre ud i verden med al sin praktiske kynisme og hele sit geni, og forandrede den.