Anmeldelse: Alexander Vedernikov, Odense Koncerthus

ODENSE KONCERTHUS

ALEXANDER VEDERNIKOV

Alexandra Soumm, violin

Odense Symfoniorkester

Alexander Verdernikov, den kunstneriske chef for Bolsjoj-operaen i Moskva, som efter otte år tog sit gode dirigent-tøj og gik i protest mod bureaukratiet på operaen, har været en del i Danmark i månederne siden. Først dirigerede han Aarhus Symfoniorkester og derpå DR Symfoniorkestret og begge steder med kolossal succes.

Nu kom turen til Odense Symfoniorkester, og det var større, for flaget kunne hejses: Velkommen Vedernikov. Orkestret har gjort det scoop at ansætte Vedernikov som kunstnerisk leder i tre år. De kender ham på Fyn. Og han kender dem. I den forløbne uge var det fjerde gang, han dirigerede orkestret, men det var altså første gang som chef.

Strygerne i Elgars ”Sospiri” (Sukke) klang anderledes, stærkere, mere udtryksfuldt i den smukke, inderlige adagio, som sukker ud efter fem intense minutter.

Over dem alle

Så kom en stryger over dem alle, den russiskfødte Alexandra Soumm, som er opvokset i Frankrig. Hun er først lige fyldt 20 år. Hun spillede Sibelius’ violinkoncert med russisk temperament, men i karakteren mere fransk elegant end russisk. Tonen var varm og æggende. Med behersket virtuositet blev det et glødende violinspil. Samspillet mellem Soumm, orkestret og Vedernikov blev nærmest en ideel helhed.

Vedernikov havde hørbart til hensigt at fortsætte i samme spændingsfyldte spor. Tjaikovskijs femte symfoni klang ud med russisk temperament, og det kom indefra. Vedernikov styrede temperamentet og musikkens mange andre karakterer og nuancer på den pragtfulde måde, at han ikke hældte sin tolkning ud over musikken, (som eksempelvis Simon Rattle næsten altid gør). Han har tværtimod evnen til at lade musikken bestemme og udvikle sig gennemført selvfølgeligt.

Odense Symfoniorkester spillede engageret ud. Vedernikov krævede meget og fik meget. Han – og vi - fik den ægte russiske Tjaikovskij. Paradoksalt nok betød det også, at små svagheder i orkesterspillet trådte tydeligere frem, end de nok ville have gjort på en hverdagsaften. Men en ny fremtid er begyndt.