Anmeldelse: Joshus Bell m.fl. (Tivolis Koncertsal. Mandag) De tre temperamenter

Tivolis Koncertsal

JOSHUA BELL VIOLIN

STEVEN ISSERLIS CELLO

DÉNES VÁRJON KLAVER

Mandag aften

Det er ikke rollen som kammermusiker, der har gjort den nu 42-årige amerikanske stjerneviolinist Joshua Bell så berømt. Det har derimod hans mangeårige karriere som solist foran verdens førende symfoniorkestre.

En karriere, der startede, da Bell var bare 14 år.

Men mandag aften sad han på podiet i Tivoli som violinist i den fornemme klavertrio, der i øvrigt talte den britiske cellist Steven Isserlis og den ungarske pianist Dénes Várjon.

Chopin-år

Det er Chopin-år i år, og hele koncertens første afdeling var med musik af den polskfødte komponist.

Chopins Trio i g-mol, op. 8 foldede sig ud med klanglig tæthed og et gnistrende samspil hos de tre. Det var interessant at betragte deres meget forskellige kropssprog:

Mens Joshua Bell hele tiden var i bevægelse og helt fremme på kanten af klaverbænken, han sad på, virkede Steven Isserlis mere reserveret bag det viltre, krøllede hår. Dénes Várjon, der ikke gjorde noget væsen af sig rent visuelt, fulgte de to frontfigurer med knivskarp præcision.

Åbnede mere op

Da Steven Isserlis overtog podiet i Chopins Sonate for cello og klaver i g-mol, op. 65, åbnede han sig mere op.

Han kastede rytmisk med hovedet og fik de krøllede hårlokker til at flagre vildt, mens han klangligt gik helt til kanten af celloens muligheder med sit ekspressive spil. Mens Isserlis tydeligt signalerede sit behov for musikalsk fremdrift og vildskab i sonatens hurtige satser, tog Várjon sig bedre tid. Ved tangenterne insisterede han på at dvæle romantisk på stort set hver sluttone.

Ren Schumann

Koncertens anden del var ren Schumann: I hans Sonate for violin og klaver nr. 1 i a-mol, op. 105 udfoldede Joshua Bell for alvor sit store solistiske potentiale.

Han brugte hele scenen som sit rum og dansede tændt og begejstret i takt til musikken. Intonationen skred en anelse, men der var glød og nerve i alle sonatens melodiske fraser.

Várjon holdt sig igen i baggrunden og gav Bell frihed til suverænt at styre og forme sonatens forløb.

Bell brillerede

I slutværket – Schumanns Trio nr. 1 i d-mol, op. 63 – var det igen Joshua Bell, der brillerede.

Fremme på bænken – og på beatet – kommunikerede han med sin stærke intensitet trioens smukke melodiske forløb til sine kolleger og til publikum. Isserlis fandt igen sin lidt tilbagetrukne plads. Várjon underspillede bevidst og fik til gengæld folk til at spidse ører efter de helt svage, sarte nuancer.

Det var Joshua Bells præstation, man mærkede klarest denne aften.

Onsdag er han solist i Beethovens Violinkoncert foran Tivolis Symfoniorkester. Der er god grund til at glæde sig.