Torsdagskoncert (DR Koncerthuset Studie 1)

Torsdagskoncert. DR Koncerthuset Studie 1, samt direkte i P2 torsdag

DR SymfoniOrkestret. Alexander Vedernikov, dirigent. Alban Gerhardt, cello.

Koncerten genudsendes i DR Klassisk fredag kl. 16, søndag kl. 9, samt på P2 søndag kl. 13.

”Det her bliver sjovt,” hviskede en kollega mig i øret, kort før DR SymfoniOrkestret med russiske Alexander Vedernokov i spidsen slog Torsdagskoncertens første toner an.

Han fik mere end ret: DR SymfoniOrkestret har sjældent spillet så let, så tændt, så homogent og så begejstret som ved denne aftens koncert. Her var præcis timing – og en åbenlys glæde ved at sende det helt store følelsesflow ud over scenekanten. Man skiftevis græd, gyste og boblede over af fryd indeni gennem aftenens tre stemningsfulde russiske mesterværker.

Inderligt formidlet melankoli

Det startede i det stille med estiske Arvo Pärts stemningsfulde ’Cantus in memoriam Benjamin Britten’. Værket åbnede med distinkte, tyste dommedagsklokker. Og et strygerkorps, der åndede og voksede sig til ét instrument, før det langsomt fadede ud i intense A-mol-forløb.

Arvo Pärt skrev - som titlen indikerer – musikken til minde om sit vestlige komponistforbillede, Benjamin Britten, der døde i 1976. Pärt, der dengang stadig boede i Sovjet, beundrede Britten på afstand. Et møde kom aldrig i stand. Man mærkede den melankoli, Alexander Vedernikov så inderligt fik formidlet gennem hver musiker i orkestret.

Tysk supercellist

Dynamisk og præcist nuanceret lød Sjostakovitjs Cellokoncert nr. 2, op. 126 med den unge, tyske supercellist, Alban Gerhardt, som skarpt profileret frontfigur. Hans tone spandt sig som en smidig sølvtråd oven på orkestrets afbalancerede akkompagnement. Dybt koncentreret gled han gennem den ene krævende solopassage efter den anden. Han førte an i de mørke, insisterende temaer. Orkestret fulgte trop med marcherende støvletramp og bragende stortrommesalver. Der var bidende ironi, når temaerne pludselig blev dansante og smilende midt i alt det dystre. Alt sammen indkapslet i en cellos intense vellyd.

Glødende fortolkning

Mere løssluppent – men stadig med stænk af alvor – swingede Tjajkovskijs Orkestersuite nr. 3 i G-dur, op. 55 fuldkomment. En musik, man aldrig hører. Ærgerligt, for i denne glødende fortolkning kunne værket måle sig med det meste. De melodiske forløb stod blændende skarpt som linier på et lærred. Her var liv, energi, lys – og et konstant, tæt bid i hele orkestrets klang. En sælsomhed i andensatsens smidige ’Valse Mélancolique’ og en sprudlende farvefest i finalens raffinerede tema med de viltre variationer.

Her havde Alexander Vedernikov endelig lagt noderne fra sig. Her favnede han orkestret med sine brede, malende penselslag.

Dette var en aften, hvor alt gik op.