Arcadi Volodos (Tivolis Koncertsal)

Tivolis Koncertsal, tirsdag

Arcadi Volodos, klaver

Den store, tæt byggede mand ser ud som om, han uden den store anstrengelse nok skulle kunne slå et flygel til pindebrænde. Men Arcadi Volodos’ soloaften i Tivolis Koncertsal blev først og fremmest en opvisning i klaverspillets allersarteste nuancer.

Vist kan den 38-årige, russiskfødte stjernepianist også spille i et tempo og med et attak, der burde kræve våbenlicens. Det var i tirsdags tilfældet både i en del af det sidste officielle programpunkt, i Robert Schumanns “Faschingsschwank aus Wien”, og i flere af ekstranumrene.

Så drømmende som muligt

Forinden gjaldt det dog altovervejende de fineste anslag og klanglige raffinementer i folkloristiske småstykker af catalonieren Federico Mompou og spanieren Isaac Albéniz samt 200-års fødselaren Schumanns “Humoreske“. Titlen har mere med stemninger end med morskab at gøre, og det lange værk viser, at romantikkens geniale miniaturekomponist ikke altid var lige stærk i begrænsningens kunst.

Selv hvor musikken i de forskellige værker lægger op til en robust behandling, foretrak Volodos imidlertid at underspille og gøre den så meditativ og drømmende som muligt. Ind imellem i en grad, så det næsten så ud som om, han var ved at lette fra klaverstolen.

Lydhørhed frem for muskelkraft

Men uanset om han prioriterede musikkens lyriske eller hidsige sider højest, blev den også konstant fuldstændig præcist udformet og gennemlyst, og artikuleret så man kunne høre selv de mindste forskelle i anslag og klang. Det var en opvisning i detaljer, koncentration og lydhørhed langt mere end i muskelkraft og overskud - for slet ikke at tale om spontanitet eller humor.

I virkeligheden havde han fortjent en langt mindre og mere intim koncertsal end Tivolis, som det alligevel kun var lykkedes arrangørerne at fylde mindre end halvt. Det var til gengæld ikke på grund af entusiasmen hos det publikum, der var der, at Volodos afstod fra at give mere end fire ekstranumre.