White Lies: Ritual

White Lies:

Ritual

Fiction/Universal Music

UDKOMMER I DAG

En stor del af 1980'erne var præget af højstemt rock fra Irland, Wales, Skotland og England.

Grupper som U2, Simple Minds, The Waterboys, The Alarm, Big Country, The Teardrop Explodes, Tears For Fears og Killing Joke slap de store følelser løs i et lydbillede, som i forskellig grad var præget af frygten for en altødelæggende atomkrig, Europas deling i øst og vest, skiftevis en fascination af og en irritation over storbyernes mangel på fornyelse og endelig en romantisk respekt for naturens kræfter og skønhed.

Mange gange kunne man også støde på religiøse referencer.

1980'erne er længe siden, og det blev kun U2, som med uvurderlig hjælp fra producerne Brian Eno og Daniel Lanois virkelig formåede at udvikle sig - og blive til verdens største rockband.

En stor succes

Et af de bands, som med kommerciel succes har taget arven op fra dengang, er White Lies.

Gruppens debutalbum blev en stor succes hjemme i Storbritannien, og i Danmark har pladen solgt ca. 10.000 stk. Det er flot for et nyt, ungt rockband. Samtidig har gruppen formået at få et stadig større følge til koncerterne. Således optræder White Lies næste gang i KB Hallen på Frederiksberg med plads til omkring 3.000 tilhørere.

Et af de numre, der uden tvivl vil føre til den største begejstring, er det nye hit ”Bigger Than Us”, der er farvet af en dommedagsagtig vokal, kraftfuldt trommespil og kolde synthesizere.

Troværdigt?

Sangtitlen alene indikerer, at der i verden er noget større og svært håndterbart at skulle forholde sig til. Det er så forbandet let at føle sig fremmedgjort eller bare lillebitte. Og sådan er det med mange af de øvrige sange på White Lies' nye plade, ”Ritual”: Læg mærke til titlerne: ”Strangers”, ”Streetlights”, ”Holy Ghost” og ”Turn The Bells”. Meget mere 1980'er-agtigt kan det altså ikke blive.

White Lies' problem er nu som tidligere tillid og troværdighed.

For mange steder fremstår gruppen som en omgang energiske kopister, der nok kan narre tidens historieløse ungdom, men som på grund af manglende originalitet og et begrænset talent som musikere og sangskrivere ikke en gang kan måle sig med det semi-interessante fra dengang.

En hvid løgn?