Av min ryg! U2s forsanger Bono må på grund af rygproblemer ikke optræde i flere uger. Derfor er alle koncerter i juni og juli aflyst. Foto Robert E. Klein, AP
Ifølge musikmagasinet Billboard kunne U2 sidste år sætte 595 mio. kr. ind på kontoen takket være deres turné, pladesalg og andre royalties i USA.
Den irske supergruppe blev dermed årets mest indtjenende band i USA og tjente næsten dobbelt så meget som rockveteranen Bruce Springsteen, der med 316 mio. kr. indtager andenpladsen.
Tredjepladen går til Madonna, som tjente 256 mio. kr. sidste år, mens AC/DC med 239 mio. kr. sniger sig ind på fjerdepladsen.
U2 begav sig i 2009 ud på deres hidtil dyreste verdensturné, ”360 Degree Tour”, og Billboards liste over årets mest indtjenende musikere gør det klart, at turnélivet er blevet den mest lukrative forretning for dagens verdenstjerner.
”360 Degree Tour”, som den 15. august i år gæster Horsens, er således en guldgrube for U2, som forventer at tjene mere end to mia. kr. på turnéen.
At U2 spinder guld på turnéen kom til udtryk, da Bono og co. gæstede Wembley Stadion i London i august sidst år, hvor de spillede for ikke færre end 88.000 fans, hvilket var det største antal tilskuere på Wembley nogensinde.
Michael Jackson blev årets mest indtjenende musiker målt i pladesalg og ringetoner, men popkongen nåede kun en plads som nr. 20 på den samlede liste, hvilket understreger turnélivets betydning for den samlede løncheck.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



