Anmeldelse: U2 (Camp Nou i Barcelona)

Camp Nou, Barcelona:

U2, premiere på The 360 Tour

Tirsdag aften

Barcelona

Camp Nou er hjemmebane for verdens bedste fodboldhold, F.C. Barcelona. Men på en brandvarm aften gjorde fire irske fyre det på en gang smukke og frygtindgydende stadion til deres. De gjorde det hverken med finurlige finter, drømmedriblinger eller forbløffende frisparksmål. I stedet viste U2 med et unikt miks af rock’n’roll, musikalsk raketvidenskab samt en række opsigtsvækkende optrin, at det stadig er verdens største stadionband.

Forventningerne til premierekoncerten havde været skyhøje i månedsvis, efter at gruppen havde annonceret, at den ville tage på turné med et ekstraordinært sceneshow. Den besked sagde ikke så lidt. U2 har flere gange siden 1990’ernes begyndelse udfordret kolleger og publikum. Det skete med den provokerende lyd- og billedbombarderende Zoo TV Tour. Det lykkedes igen med Popmart Tour, der bød på såvel æstetiske som diskofile frontalangreb på sanserne.

Særpræget raket

Med The 360 Tour ville kvartetten betage både øjne og ører uden at gentage tidligere tiders succesrige bedrifter. Det lykkedes i den grad og skete ved hjælp af en state of the art-scenekonstruktion, der fyldte mere end halvdelen af Camp Nou’s overdækkede græstæppe og kunne beskrives som enten et firbenet musikmonster eller en særpræget raket, der så ud, som om den kunne blive sendt ud i rummet alene ved hjælp af musik fra en af pop- og rockmusikkens allerstørste og mest levedygtige succeser. Må man i den forbindelse minde om, at U2 har været de samme fire personer i over 30 år!

Scenekonstruktionen var indrettet, så der fra alle fire sider var udsyn til bandet på den runde scene midt i det hele, der var omkranset af publikum. Ville sanger Bono, guitarist The Edge og bassist Adam Clayton tættere på andre tilhørere, kunne de ved hjælp af bl.a. et par bevægelige broer spadsere ud på en smallere cirkelformet catwalkscene. Ydermere var der over scenen en specielt designet storskærm med skarpe levende billeder, der zoomede ind på de fire, så man ikke kunne undgå at bemærke, at de lignede det, som de er: Mænd tæt på 50 år.

På den enorme scenekonstruktion var der monteret rækker af højttalere, og lyden var imponerende god. Det vidste fanskaren dog allerede før premiereshowet. Aftenen forinden havde U2 holdt en lukket generalprøve, hvor sangene fra både det nye album, ”No Line On The Horizon”, og de ældre numre var trængt elegant igennem de tykke stadionmure til de tusinder af fans fra hele verden, der havde stillet sig i kø for at få adgang til de mest attraktive pladser. Forrest i køen var en række fans fra Argentina, der havde slået lejr for flere dage siden. Argentinerne skal i den kommende tid overvære en halv snes koncerter med heltene rundt om i Europa.

Med ryggen til de andre

I Barcelona begyndte showet med et stærkt udvalg af sange fra den nye plade: Med ”Breathe” fik kvartetten fortalt, at den stadig har rockpower. Med den discopunkede ”Get On Your Boots” blev de mest U2-konservative provokeret, men de tilgav straks bandet med den smukke udadvendte ”Magnificent”.

Senere fulgte skarpe udgaver af nyere hits som ”Beautiful Day” og ”Vertigo” og ikke mindst flotte potente versioner af ældre hjørnesten i karrieren, f.eks. ”Sunday Bloody Sunday” og ”Pride (In The Name Of Love)”.

Både Adam Clayton og The Edge, der hver især viste stor styrke gennem hele showet, bevægede sig konstant rundt på de forskellige scenearealer og viste dermed, at konditionen var i orden. Larry Mullen Jr. havde som trommeslager ikke samme mulighed. Men han sad på et podium, der kunne rotere, og flere gange spillede han med ryggen til et eller flere af de andre medlemmer. Det forhindrede ham dog ikke i at spille forrygende sikkert og udstråle masser af glæde og overskud.

Bono var ikke overraskende energibundtet. Det ene øjeblik sang han til et kamera, så hans ansigt fyldte hele storskærmen. I det næste moment standsede han de tre andre, fordi han kunne mærke, at publikum var klar til fællessang, og da U2 dedikerede ”Angel Of Harlem” til Michael Jackson, skulle sangeren undervejs lige strejfe et par Jackson-klassikere, ”Man In The Mirror” og ”Don’t Stop ’Til You Get Enough”. Det var hverken specielt kønt eller højtideligt, og på den måde fik han hyldet den afdøde konge af poppen på sin helt egen måde.

Ringede til rumstation

Sådan er Bono, og man kan elske eller hade ham for det. Men man kan aldrig være ligeglad. Han sætter sin egen dagsorden og er aldrig bange for at gøre det med store bogstaver og endnu større armbevægelser. Det er derfor, at han er så dygtig til at brænde igennem på de største stadioner.

I løbet af det godt to timer lange show i Barcelona ringede han også lige til en rumstation. Snakken gik om løst og fast med de udstationerede, men moralen var ikke til at tage fejl af: Ude i rummet kan mennesker fra mange forskellige lande godt finde ud af at samarbejde! Tag den, konfliktfyldte moder jord, hvor den burmesiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi er blevet holdt i husarrest i årevis af sit lands militante magthavere. Hun fik tirsdag aften en masse sympati og sangen ”Walk On” med på vejen. Men hun fik mere end det. I koncertprogrammet var der en maske med Aung San Suu Kyi’s ansigt, som Bono bad publikum tage på.

Til sidst i showet klædte sangeren sig ikke overraskende i en F.C. Barcelona-trøje. På ryggen stod der et 1-tal, og naturligvis fik det begejstrede publikum en af U2’s største klassikere, ”One”. Det virkede timet og tilrettelagt, og så gik det alligevel ikke som planlagt. Både Bono og The Edge havde tekniske problemer, men U2 kom hurtigt videre og fik på den måde understreget, at de aldrig har glemt, hvad det handler om: At være musikere.