U2 (Casa Arena, søndag aften)

Casa Arena, Horsens:

U2

Søndag aften

Det bedste forsvar er som bekendt angreb.

U2 begyndte koncerten i Horsens med et rasende rockattack, der virkede, som om det skulle blæse enhver skeptiker af banen på det lille fodboldstadion.

Voldsom vellyd

Det var U2 med voldsom vellyd. Det var befriende brutalt, og det var en forrygende veloplagt Bono, der luftede en frisure, så man tænkte, at han havde cyklet i modvind hele vejen til Casa Arena.

Men selv om U2 har spillet stadionrock i mere end en snes år, formåede kvartetten ikke at holde niveauet.

Efter et halvt dusin temponumre med ”Beautiful Day”, ”New Year’s Day” og ”Elevation” som store oplevelser skruede kvartetten ned for tempoet og op for eftertænksomheden.

Ikke optimalt

Det fungerede bare ikke optimalt, og problemet lå i mikset af de mere stille numre.

Klassikeren ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For” var en godkendt skråle-med-hymne, men den poetiske dybde, der gemmer sig i sange som ”In A Little While” og ”Miss Sarajevo”, kom slet ikke frem i bandets performance.

Her oplevede man et band, der var på arbejde i endnu en by på endnu en turné.

Herefter blev koncerten en meget blandet oplevelse af godkendte præstationer og lidt ligegyldige leverancer til et publikum, der bestod af rigtige fans, almindeligt musikinteresserede, pænt klædte par og mennesker, der i bedste fald var kommet for at få et indtryk af, hvad de sidste 20 års største rockband kunne stille op med den første danske koncert udenfor Sjælland.

Et rumskib

Med den meget omtalte scenekonstruktion, som lignede et rumskib, der kunne blive fyret af, hvad øjeblik det skulle være, var der lagt op til, at koncerten skulle være en totaloplevelse af lyd, lys og levende billeder.

Faktum blev i stedet, at U2 var meget nærig med at benytte sig af de effekter, der helt sikkert var til rådighed.

Derfor stod jeg flere gange og spekulerede på, om kvartetten lige så godt kunne have optrådt på en gammeldags sceneopbygning i den ene ende af stadion.

Denne tanke blev yderligere styrket af, at det stort set kun var Bono, som benyttede sig af muligheden for at kunne bevæge sig hele vejen rundt på 360 grader-scenen.

Konservative skikkelser

De tre andre brugte stort set kun det enorme sceneareal i få indstuderede øjeblikke, og især bassist Adam Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. opførte sig, som om de helst havde været fri for alle disse muligheder for at komme rundt til tilhørerne. Hvilket egentligt ikke var nogen overraskelse.

Clayton og Mullen Jr. har altid stået som de konservative skikkelser i det irske rockband.

De opfatter sig først og fremmest som rockmusikere, og derfor havde de det tydeligvis også bedst med potente hits som ”Vertigo” og ”Sunday Bloody Sunday”, hvor The Edge også viste sine unikke evner som en guitarist, der kan trylle de vildeste lyde frem af sin strengeleg.

Bedst i tempo

Bono var set over hele aftenen også bedre i temponumrene end i balladerne, mens det virkede, som om han i sin forventede hyldest af iranske demonstranter og den burmesiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi talte mere med hjernen end hjertet.

Hvilket måske ikke var så underligt.

Siden turneens begyndelse i sommeren 2009 har netop de to sager stået på U2-koncertens dagsorden ved hjælp af sangerens ord og billeder på den enorme roterende storskærm.

Men havde det søndag aften ikke været mere på sin plads at minde om, at flere millioner indbyggere i Pakistan er blevet hjemløse efter voldsomme oversvømmelser?

I succeshistorien om Horsens’ forvandling fra fængselsbyen til musikbyen, der tør udfordre både Århus og København, vil U2 uden tvivl få en stor og vigtig plads.

Men med risiko for at lyde københavneragtig vil jeg påstå, at U2’s kæmpestore scene havde passet bedre til Parken.

Det er et langt større – og højere - stadion, hvor der, som jeg ser det, kunne have siddet masser af tilhørere hele vejen rundt om scenen – og dermed have levet op til U2’s oprindelige idé med i det hele taget at konstruere rumskibet.

Tomme stole

På Casa Arena sad der - af umiddelbart uforståelige grunde - ikke noget publikum på den ene endetribune. Her var der til den ellers udsolgte koncert masser af tomme stole, mens der til gengæld stod voldsomt mange tilhørere i den anden ende.

”Magnificent”, sang Bono på et tidspunkt. Det kom ikke for alvor til at passe til den første af U2’s to koncerter i Horsens.

Læs om den anden koncert, der foregår i aften i Horsens, i onsdagsavisen og på kpn.dk

LÆS OGSÅ: Anmelderne elskede U2

Hvad mener du?

Hvis du var en af dem, der i aftes oplevede U2-koncerten i Horsens, hvad mener du så om koncerten? Om arrangementet som helhed?