Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
U2: No Line On The Horizon | musik.guide.dk

U2: No Line On The Horizon

<p> Verdens største rockgruppe udstråler kollektiv styrke og har mod på såvel punket dansemusik som brandvarme stemninger på &quot;No Line On The Horizon&quot;. </p>

U2:

No Line On The Horizon

Universal-Island Records

Udkommer mandag

Verdens største rockgruppe vender tilbage med manér, og det nye album er U2's bedste siden ”Achtung Baby”.

Det udkom i 1991 og genopfandt det irske band, der efterhånden havde solgt sin musikalske sjæl til amerikansk musik, som det mest eksplicit kom til udtryk på ”Rattle And Hum”.

”Achtung Baby” var i langt højere grad en europæisk plade. Men først og fremmest kom den til at fremstå som et drabeligt selvopgør, der slog gnister, og en rockrevolution, der kunne både provokere og charmere og efterlod klassikere som ”One”, ”Mysterious Ways” og ”Until The End Of The World”.

Producer blev kasseret

Efter ”Achtung Baby” søgte Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. nye udfordringer.

Bandet eksperimenterede med bl.a. dansemusikkens væsen, før man i dette årti igen søgte et mere klassisk rockudtryk.

Bagefter kan man konstatere, at det kunne betale sig for U2 at blive gammeldags igen med pladerne ”All That You Can't Leave Behind” og ”How To Dismantle An Atomic Bomb”.

De blev salgsmæssigt meget vellykkede, og det gav gruppen tid og plads til at forsøge at genopfinde sig selv.

I første omgang troede U2, at det nye album skulle indspilles sammen med producer Rick Rubin, der i enkle, rå rammer genopfandt Johnny Cash og Neil Diamond.

Da det kom til stykket, valgte gruppen dog de velkendte samarbejdspartnere, producerne Daniel Lanois, Brian Eno og Steve Lillywhite.

Svaret på, hvorfor man foretrak trioen frem for Rubin, bliver givet meget klart med den nye plades 11 sange.

Det er tydeligt, at U2 har villet både lege, eksperimentere og knokle med at kreere hvert eneste nummer, så det kan fungere som både et iørefaldende element og som et hus med masser af rum, som man kan gå på opdagelse i.

Veldrejede finesser

I den proces har de fire U2-medlemmer indvilget i at lade Daniel Lanois og Brian Eno være med på flere numre som sangskrivere og musikere, og dette samarbejde kommer straks til udtryk med titelnummeret.

Her sanser man Enos erfaring med og mod til at eksperimentere med synthesizere og lyde i en produktion, der i øvrigt har en fascinerende tyngde og fremdrift, og som udstiller Bono som en sanger, der stadig tør kræve fuld opmærksomhed.

Dette mod kommer mindst lige så kraftigt til udtryk på ”Moment Of Surrender”, hvor man i et arrangement, præget af blandt andet gospel-stemninger, er i selskab med en vokalist, der - på nærmest gammeldags U2-facon - råber sig igennem sin lyrik, uden at det går ud over nummerets veldrejede æstetiske finesser.

Hurtigt på sporet igen

At Bono ikke har mistet mælet, selv om han flere gange i årenes løb er blevet kritiseret for at være for åbenmundet om verdens ve og vel, bliver understreget med ”Magnificent”.

Her synger Bono, at han blev født til at synge for os, mens The Edge leverer et af sine karakteristiske, smukt flydende og i bund og grund enkelt fortalte guitarmønstre, der præger det meste af denne ørehænger, som ydermere bringer Larry Mullen Jr.'s præcisionsbevidste trommespil frem i lydbilledet

Midtvejs i albummet falder kvaliteten.

Den lange titel ”I'll Go Crazy If I Don't Go Crazy Tonight” kan ikke skjule, at nummeret mangler spændingsfelter.

U2 er dog hurtigt på sporet igen med ”Get On Your Boots”. Det nummer fremhæver den irske kvartets kollektive styrke, som sættes på spil i en danseinficeret opsætning, der uden tvivl vil kunne få konservative fans til at overveje at zappe videre, men som i stedet burde nydes som et lille raseri af punket underholdning.

Og bandet holder sig med ”Stand Up Comedy” i samme tempo, mens budskabet om at rejse sig for tro, håb og kærlighed giver sangen en personlig dybde, som man hæfter sig ved på et album, der generelt set stræber efter at beskrive en stemning, en problemstilling, en tanke eller en tro i stedet for at komme med konkrete svar på såvel små som store problemer.

På ”Fez - Being Born” indrammes med få ord afskeden med det, som aldrig blev rigtigt vellykket, og længslen efter det, som man i sin tid forlod med eventyrlyst.

På ”Breathe” vælter ordene frem, men de farves stort set alle sammen af ønsket om forløsning - om frihed.

Og selv om man på pladens smukke, stemningsfyldte afslutning ”Cedars Of Lebanon” bliver sendt ind i en brandvarm zone af krig og kaos, kommer man i selskab med Bonos billedskabende poesi ud igen med håbet i behold.

U2

  • Bono, sang og guitar.
  • The Edge, guitar, piano og sang.
  • Adam Clayton, bas.
  • Larry Mullen Jr., trommer og percussion.
  • Desuden spiller producer Brian Eno bl.a. synthesizer og synger kor på det nye album, mens produceren Daniel Lanois spiller guitar og synger kor.
  • Andre musikere på albummet er bl.a. Terry Lawless (piano, keyboards m.m.), will.i.am (keyboards), Caroline Dale (cello), Cathy Thompson (violin) og Richard Watkins (fransk horn).

Udvalgte udgivelser

  • Boy (1980)
  • October (1981)
  • War (1983)
  • The Unforgettable Fire (1984)
  • The Joshua Tree (1987)
  • Rattle and Hum (1988)
  • Achtung Baby (1991)
  • Zooropa (1993)
  • Pop (1997)
  • All That You Can’t Leave Behind (2000)
  • How to Dismantle An Atomic Bomb (2004)
  • No Line On The Horizon (2009)

Anmeldelse: U2: At The Rose Bowl (Dvd/Blu-Ray)

14-08-2010: Bokssæt med U2-koncert og ekstramateriale giver et godt fingerpeg om, hvad publikum i Horsens kan vente sig søndag og mandag aften.

Læs artikel

Anmeldelse af U2 - Songs of Innocence

10-09-2014: U2 forærer nyt album væk via iTunes. Musikken er god. Tilgængeligheden er dårlig. Læs artikel

Anmeldelse af Arcade Fire - Reflektor

29-10-2013: Rock: Det ambitiøse, modige band Arcade Fire kommer ikke rigtigt i mål med ambitionerne for nyt opus. Læs artikel

Anmeldelse: Spleen United: School Of Euphoria

30-01-2012: Første halvdel af det længe ventede, nye album med danske Spleen United er meget iørefaldende og vedkommende på den elektroniske musiks præmisser. Anden halvdel af pladen holder ikke samme niveau. Læs artikel

Anmeldelse: The Big Pink: Future This

13-01-2012: The Big Pink fik masser af tilhængere med debutalbummet. Nu vender den britiske duo tilbage med et opus uden megen substans. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...