Turboweekend: Ghost of a Chance

Turboweekend:

Ghost of a Chance

Mermaid Records

Turboweekend præsenterer en både tragisk og excentrisk vittig sang på det nye album. I ”Erase Myself” fantaserer sangeren om at iscenesætte et slags klinisk selvmord, som hverken griser, skaber overskrifter eller påkalder sig tårer: ”A fragrance or a certain sound/A slight irregularity/Is all that will be left of me/ When I erase myself”.

En fornem antydning af et skrigende drama, der på passende underspillet facon bliver ledsaget af Turboweekends typisk, diskrete danserock. Et funklende koncept-udtryk, men Turboweekend bør dog vare sig for ikke selv at blive ofre for drømmen om den gnidningsløse selvudslettelse.

For nok har gruppen også på dette andet udspil bevist, at de kan præsentere endnu en radio-træffer (”After Hours”), men den meget kontrollerede - og lidt magelige - ensformighed gør også ”Ghost of a Chance” til et album, der kun langsomt sniger sig ind på lytteren.

For langsomt, og for ineffektivt på enkelte numre.

Noget gør de rigtigt

Denne dyne af velbehagelighed må gruppen godt kaste af sig med jævne mellemrum: Mere turbo. Mindre søndags-afmålthed.

Men som sanger Silas Bjerregaard synger lige før albummets lukketid: ”I must be onto something right”.

Jo bestemt, for hans myndigt resignerede vokal minder om Peter Gabriels, og Turboweekends driftsikre flow og melodiske retningssans synes sobert inspireret af navne som Grandaddy, Phoenix, The Police og The Rapture.

Gruppen doserer mådeholdent med electronica-krydderi til rockmusikken, hvilket gør overarbejds-romancen og hittet ”After Hours” til en nydelig danse-beat-smurt sang. Og det prikkende friske synth-nummer ”Holiday” lever fint op til titlen med søde summende ferie-forventninger fra top til tå.

Mystisk røgslør

I den anden yderlighed blandes Fugl Fønix-myte og Edgar Allan Poe-dæmoni i den mystiske ”Up with the Smoke – Down with the Ash”, og ”Good Morning Moon” er en dæmpet belyst romantisk oase.

Den tematiske sammenhængskraft er altså ikke ligefrem klæbet i superlim, men for den opmærksomme lytter er bandet et besnærende og tiltrækkende bekendtskab.

Selvudslettelsen - som gruppen flirter med på ”Erase Myself” - bedes altså udsat på ubestemt dato.