Rasmus Nøhr, Troels Abrahamsen, The Floor Is Made Of Lava og Sterling

Rasmus Nøhr:

Fra Kæreste til Grin

Mermaid Records

Troels Abrahamsen:

BLCK

Sony Music

The Floor Is Made Of Lava:

Howl At The Moon

Target Distribution

Sterling:

Tonemaskinen

Novopop/A:larm Music

Rasmus Nøhr vil med sine sangtekster tage lytteren med på druk, ind i teltet til pigen og til en smuk sommerdag i København.

Han fortæller også om, at han sover solo og går alene på grillbar, og han erkender endvidere, at han ødelagde det hele.

Der er aldrig langt fra privatliv til popmusik for den populære danske sangskriver.

Til gengæld forstår han ikke at gøre sit lille kaotiske liv til stor - eller bare middelstor - dansksproget popkunst.

Det er mere hyggeligt end farligt, når det kommer til stykket, og selv om han ”På Værtshus” skyller sorgerne ned, kommer han kun hjem fra den røgfyldte bar med middelmådige moraler om, at alle piger har »dine smukke træk« og »pludselig ser jeg alting klart«.

De alt for radiovenlige popproduktioner, uambitiøst formet af Nick Foss og Rune Nissen-Petersen, lugter mest af røgfrit lokale og sodavand, og det siger alt for meget, at et af numrene kaldes ”Sød musik”.

Der mangler noget

Rockbandet Vetos frontkøler Troels Abrahamsen kalder sit nye album ”Blck” - det forrige hed måske ikke overraskende ”Wht”.

Sangeren og sangskriveren er tydeligvis bange for de gode gamle røde bogstaver, når han skal lave albumtitler. Det er ellers de bogstaver, der lyser ordene op og giver sætningerne mening.

På samme måde med den nye elektronificerede plades indhold. Der mangler noget, som kunne have gjort sangene betydningsfulde og vigtige for flere end hovedpersonen.

Nu står numrene i stor udstrækning tilbage som små indelukkede eksperimenter og talentfulde strejf af andres musik. Især virker det, som om Troels Abrahamsen nat og dag drømmer om at være britiske Radioheads frontfigur, Thom Yorke.

Der mangler noget (II)

For det danske rockband The Floor Is Made Of Lava er forbillederne amerikanske Kings Of Leon og Pearl Jam, og det har tydeligvis været en ambition at kreere en rockplade med en iørefaldende drengerocket attitude, som kan række langt ud på både plade og scene.

Der er personlighed og charme at spore i Tobias Kippenbergers sangforedrag, og flere steder kan man momentvis blive fanget af små opløftende elementer.

Men sangene står sjældent tilbage som 100 pct. færdiggjorte produktioner. Et eksempel er ”Some People”, hvor den rodede oplevelse af kor og trommer bestemt ikke pynter på sangens format.

Der mangler noget (III)

Så er danske Sterling bedre til at levere en professionel pakkeløsning, og på den måde passer albumtitlen ”Tonemaskinen” godt.

Trioen har før sunget på engelsk. Den nye maskine er dansksproget og smurt med hektisk guitar- og synthpop, en tromme, der får tæv, og sangtitler med tyktflydende nostalgi: ”Jorden Er Giftig”, ”Klasselotteri” og ”Revolution”.

Det er iørefaldende et stykke vej op i luften, og man kan sagtens komme til at trække på smilebåndet og springe rundt i et kulret øjeblik.

Men efterhånden, som Sterling afslører sin kurs, kommer man til at synes, at gruppen kun formår at husere i luftlag, som Kliché/Lars H.U.G., TV-2, Love Shop/Jens Unmack, Nephew og Alphabeat i højere grad har sat præg på.

Men som Sterling selv synger: »Alt er alligevel prøvet før, hvilken forskel kan du gør'«.