Anmeldelse: Tom Petty & The Heartbreakers: The Live Anthology

Tom Petty & The Heartbreakers:

The Live Anthology

(recorded live in concert 1980-2007)

4-cd

Shoreline Gold/Universal

At nævne Tom Petty på niveau med The Boss himself ville normalt ikke falde denne anmelder ind. Det var heller ikke oplagt, at det ville blive tilfældet, da den nye æske med fire cd'er, som i sin fysiske form ikke er særligt spektakulær, lå på bordet.

Udvalget af koncertoptagelser, som er det første officielle fra Tom Petty & The Heartbreakers på den front siden dobbeltalbummet "Pack Up The Plantation - Live" fra 1986, virker ikke specielt gennemtænkt. Der er regulær kronologisk uorden, og hvorfor får man ikke at vide i det medfølgende forord fra mr. Petty.

Han forklarer kort, at optagelserne fra 28 års koncerter er ordnet, som det føltes rigtigt, akkurat som hvis det havde været et hvilket som helst andet album. Rækkefølgen er blevet til efter musikalske og stemningsmæssige hensyn, ikke efter tidsmæssige eller "videnskabelige" kriterier.

Tre årtiers ungdommelighed

I 1980'erne havde Tom Petty & The Heartbreakers et fornemt live-ry. Sammen med Bob Seger & The Silver Bullet Band (og hvor blev de lige af?) var de blandt de få, som kunne udfordre Bruce Springsteen og hans E Street Band på toppen af deres popularitet.

Som man lytter sig igennem de omtrent fire timers "Live Anthology" forstår man hvorfor - ja, man får tilmed indtrykket af et band, som har holdt en stabil formkurve gennem de mere end tre årtier, som har udviklet sig, som har holdt sig dynamisk, bl.a. i kraft af at de enkelte medlemmer i perioder har spillet sammen med andre klasse-navne, og som i det indeværende årti, dvs. på optagelser fra så sent som november 2007, virker lige så unge og årvågne som for 25-30 år siden.

Skal man forsøge at skille de fire cd'er ad, kan man sige, at cd 1 demonstrerer kontakten til rødderne (bl.a. med fortolkninger af blues-/rock-standardnumrene "I'm A Man", "I Just Want To Make Love To You" og "Something In The Air"), cd 2 viser en mere dæmpet og delvis akustisk side af bandet, på cd 3 folder musikerne sig for alvor ud med instrumentale solopræstationer, og på cd 4 går elementerne op i en højere enhed i en anskueliggørelse af, hvor intenst og enkelt det kan gøres, når kollektivet koncentrerer sig.

Samtlige 48 live-numre viser et afslappet og kompetent band, som gennem de mange år og gennem de forandrede tider har holdt sin stil. I denne antologis virkelige verden fungerer det ganske naturligt at lade en optagelse fra 1981 følge af én fra 2006 for så at hoppe tilbage til 1982.

Overbevisende fjerde cd

De mange fortolkninger af andres numre, som der kun har været få af på studiealbummene, er med til at skabe vitalitet og variation. Instrumentaludgaverne af "Green Onions" og "Goldfinger" er ubetalelige.

På kulminationen, den fjerde cd, er der dog kun 2 covernumre af 13 mulige. Bl.a. en forbløffende respektabel version af Fleetwood Macs "Oh Well" fra en koncert i 2006. Men det er Pettys egne sange - deriblandt "Runnin' Down A Dream", "Southern Accents", "I Won't Back Down" og "The Waiting" - som gør denne finale så overbevisende.

Det bliver aldrig ensformigt eller rutinemæssigt. Og det er vanskeligt at komme i tanker om noget sidestykkke - med mindre vi altså går tilbage til den milepæl af en liveboks, "Live 1975-1985", som Bruce Springsteen & The E Street Band udsendte i 1986.

Oplevedes Tom Petty engang som en bleg kopi af Bob Dylan eller The Byrds' Roger McGuinn, er det glemt nu.